Autoværksted i Svenstrup vil specialisere sig i el- og hybridbiler
Antallet af elbiler i Aalborg er steget helt vildt
SVENSTRUP: I Aalborg Kommune er antallet af eldrevne biler steget med 147 procent fra 2020 til 2021, og det betyder, at autoværkstederne skal kunne nogle helt andre ting end de skulle før elbilerne var en realitet.
Ifølge Erik Rasmussen, der er direktør i Dansk Bilbrancheråd, er værkstederne generelt godt klædt på, og det er også nødvendigt.
– Hybridbilerne rammer allerede værkstederne i stor stil, så det er nu, man som værksted skal omstille sig, hvis ikke man er begyndt, siger han i en pressemeddelelse.
Derfor har Kaj Christensen Automobiler nu besluttet sig for at blive efteruddannet, så de kan servicere og reparere indenfor de nye teknologier.
I 2021 blev der nyregistreret mere end dobbelt så mange el- og hybridbiler som året før, og ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik er antallet af el- og plugin-hybrid-biler i Aalborg Kommune steget med 147 procent fra 2020 til 2021.
- Vi har indtryk af, at det faktisk giver vores kunder en vis tryghed, at vide, at vi er Bosch-certificeret, når de skal have bilen til eftersyn, siger Tom Kristensen, der driver Kaj Christensen Automobiler i pressemeddelelsen.
At blive certificeret Bosch el- og hybridværksted kræver uddannelse for både ejeren og teknikerne samt sikkerhedsudstyr og værktøj, som er godkendt til arbejdet på el- og hybridbilerne.