Anmeldelse om overgreb: Politiet undersøger område af midtbyen
Nordjyllands Politi foretager lørdag undersøgelser i Aalborg
Lørdag har man kunnet observere adskillige politifolk, biler og hundepatruljer i området ved Poul Paghs Gade i Aalborg.
Årsagen er, at Nordjyllands Politi lørdag morgen modtog en anmeldelse om en mulig sædelighedsforbrydelse.
Det bekræfter vagtchef Jesper Sørensen.
- Vi modtog en anmeldelse kl. 06.59. Efterforskningen er i gang med at undersøge nærmere, hvad der er sket, så vi er stadig på et stadie, hvor vi er ved at klarlægge det.
- Der har været patruljer, teknikere og gruppe 1-hunde med til at undersøge stedet, siger vagtchefen.
Gruppe 1-hunde er de bedste hunde, politiet har til rådighed.
Der er desuden foretaget afhøringer i forbindelse med anmeldelsen. Jesper Sørensen fortæller, at der ikke er anholdte i sagen - men at der er altså en forurettet, som har foretaget en anmeldelse. Der skal desuden foretages yderligere afhøringer og undersøgelser.
Politiet har ikke på nuværende tidspunkt yderligere informationer i sagen.