Anja står i spidsen for GAME Streetmekka
Det nye hus for gadeidræt skal være for alle uanset baggrund - det er målet for den nye daglige leder Anja Lyngsø
AALBORG: Det er med egne ord et ønskejob, hun har fået; Anja Lyngsø er netop præsenteret som daglig leder af GAME Streetmekka Aalborg, gadeidrætshuset der åbner i en af de gamle industribygninger på Eternitten i begyndelsen af næste år.
- Jeg søgte jobbet, fordi jeg gerne vil være med til at gøre gadeidrætten og hele street-kulturen tilgængelig for alle, siger hun.
- Jeg har en passion for at udvikle mennesker, at man bliver inkluderet i et fællesskab med plads til den enkelte på tværs af kultur og baggrund. GAME Streetmekka skal kunne rumme alle.
Gadeidrætshuset på Kridtsløjfen er især målrettet børn og unge. Det skal indeholde en række kultur- og aktivitetstilbud, blandt andet street-basket, street-art, parkour, klatring og gadefoldbold samt forskellige lounge-områder til afslapning.
Det er gadeidrætsorganisationen GAME, der skal drive stedet i det daglige, foreningen har som en af sine målsætninger at skabe varige, sociale forandringer.
Anja Lyngsø blev ansat i onsdags, og der er meget nyt at sætte sig ind i.
- En af mine vigtigste funktioner her og nu er at få sammensat et stærkt team af medarbejdere der repræsentere både gadeidrætten og det sociale område, siger hun.
- Jeg skal ud og netværke, sparre, få input og viden. Samt finde samarbejdspartnere for vi vil gerne mixe det eksisterende idrætsmiljø og foreningslivet med det her.
35-årige Anja Lyngsø er født og opvokset i Aalborg og bor i dag i Nørresundby. Hun har blandt andet været butiksleder for tre Baresso i Aalborg, og hun har senest arbejdet i virksomheden Nextwork som netværkskoordinator og arrangør af konferencer.
- Det giver god mening, at jeg er med allerede nu i opstarten af GAME Streetmekka, så jeg kan tage ejerskab som leder, siger Anja Lyngsø.
- Jeg bidrager med en stor ledelseserfaring, jeg er vant til at arbejde i og med processer.
Hun glæder sig over, at det er i netop Aalborg, hun skal stå i spidsen for gadeidrætshuset.
- For mig personligt betyder det noget helt særligt, at det er i min egen by, jeg kan være med til at gøre en forskel, siger Anja Lyngsø, der ikke er i tvivl om sit ønske for GAME Streetmekka.
- At man tager godt imod stedet, og synes, at det er lige så fedt, som vi synes. Det bliver jo mit andet hjem, og det glæder jeg mig til.
Tanken bag Streetmekka er, at man bare kan dukke op i åbningstiden der primært er, når skoledagen er slut - og der bliver også etableret hold.
GAME Streetmekka Aalborg er et partnerskab mellem Aalborg Kommune, GAME, Realdania, Trygfonden, Nordea-fonden, Det Obelske Familiefond samt Lokale- og Anlægsfonden.
Prisen er omkring 25 millioner kroner.