Zoo har sendt to krokodiller tilbage til Falster: - Det er da en særlig følelse
Hvis du har begivet dig ind i tropehuset i Aalborg Zoo på det seneste, har du måske bemærket fraværet af krokodiller - af arten kaimaner - i anlægget.
Men det er der en forklaring på, skriver TV2 Nord, der har talt med zoolog og naturbevaringsansvarlig i Aalborg Zoo, Anette Sofie Warncke Nutzhorn.
Hun forklarer, at de to krokodiller, som Aalborg Zoo har rådet over, var blevet for store til anlægget.
Derudover lyder en ny anbefaling fra EAZA - en sammenslutning af flere hundrede zoologiske haver på verdensplan - at man skal udfase kaimanerne og i stedet fokusere på andre, mere truede arter.
Begge kaimaner fik Aalborg Zoo i sin tid fra en krokodillezoo på Falster - og det er også her, begge igen er sendt tilbage til.
Og selvom krokodillerne hverken er kælne eller har decideret husdyrpotentiale, har de alligevel vundet indpas hos dyrepasserne i Aalborg Zoo.
- Det er en art, vi har et specielt forhold til. Vi har haft dem i mange år. Så det er da en særlig følelse, siger Anette Sofie Warncke Nutzhorn om afskeden med de to kaimaner.
"Inden længe" - som zoologen forklarer det - rykker der imidlertid nye krokodillearter ind i selvsamme anlæg.
Det bliver således to filippinske krokodiller, der rykker ind i løbet af 2025.