Varmeprisen falder i Aalborg: - Det er et skridt i den rigtige retning
AALBORG: Flere hårde år med prisstigninger bliver nu afløst af en nedsættelse af varmeprisen hos Aalborg Forsyning.
Det skriver forsyningsselskabet i en pressemeddelelse.
Den variable varmepris bliver således med virkning fra 1. januar 2026 sænket, sådan at den enkelte forbruger - i et standardhus på 125 kvadratmeter og et gennemsnitsforbrug på 13,4 MWh - vil opleve en årlig besparelse på 500 kroner inkl. moms.
Det svarer til en procentuel prisreduktion på 3,1.
- Vi er glade for, at vi nu kan sætte prisen ned, selvom vi selvfølgelig godt ved at set i forhold til de stigninger, der har været i varmeprisen i Aalborg, så er det her en beskeden prisnedsættelse. Men det er et skridt i den rigtige retning, siger Lasse Olsen, der er bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning.
Tre gange i 2023 og 2024 har Aalborg Forsyning hævet varmeprisen, mens den blev fastholdt i 2025.
Der er flere årsager til, at man så kan sænke prisen fra starten af det nye år, forklarer Jesper Høstgaard-Jensen, der er konstitueret adm. direktør i Aalborg Forsyning.
- Vi forventer at kunne sænke vores produktionsomkostninger i 2026. Det skyldes bl.a. faldende kulpriser, og at vi har øget vores varmeproduktion på de eldrevne anlæg.
- Samtidig forventer Aalborg Portland at kunne sælge mere overskudsvarme til os i 2026 sammenlignet med 2025, og derfor vil vi købe mindre varme fra
Nordjyllandsværket, siger han.