Billede beskrivelse

Vær opmærksom på strømslugerne: I dag rammer elprisen højeste niveau i over to år

11. december 2024 kl. 12.00

Hvis du har planer om storvask eller at invitere på stort kaffemøde i eftermiddag og i aften, bør du måske lige genoverveje de tanker. 

Strømprisen rammer nemlig det højeste niveau siden februar 2022, viser en opgørelse fra Min Strøm. 

I tidsrummet fra 17 til 18 rammer prisen over 5,50 kroner, hvilket er den dyreste periode i løbet af onsdagen. 

Først efter klokken 20 falder prisen igen til under fire kroner, fremgår det af Min Strøms oversigt. 

- Normalt får vi meget energi fra vindkraften. Men vinden lægger sig over Danmark og nogle af vores nabolande. Det betyder, at man skal skaffe strømmen andre steder, og at kul- og oliekraftværker startes op for at levere den sidste kilowatt-time. Og det er det kraftværk, der leverer den sidste kilowatt-time, som sætter prisen, forklarer Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent ved Green Power Denmark, til Ritzau. 

Han tilføjer, at onsdagens prisniveau "bestemt ikke er hverdagskost" og erklærer priserne for "meget høje". 

Grunden til de høje priser på strøm er, at produktionen af vind- og solenergi har været på et minimum det seneste stykke tid - og derfor er de mere fossile energikilder taget i brug. Og de giver dyrere priser. 

Et mere normalt år

Kristian Rune Poulsen fastslår dog også, at 2024 har været et markant mere normalt år, når man kigger på elpriserne helt generelt.

- Når jeg ser på året som helhed, synes jeg må man sige, at strømpriserne har normaliseret sig efter de helt vilde priser, vi så under energikrisen. Der havde vi nærmest den situation, vi ser onsdag, hver dag. Nu ser vi den en sjælden gang imellem, siger han. 

Kristian Rune Poulsen opfordrer derfor også til, at man forsøger at flytte de mest strømslugende aktiviteter til andre tidspunkter af døgnet, hvor elpriserne er lavere. 

De største strømslugere i hjemmet

  • Vaskemaskine

  • Opvaskemaskine

  • Tørretumbler

  • Fjernsyn
  • Spillekonsol
  • Computer
  • Køle- og fryseskab
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste