Billede beskrivelse

Unikt koncept indtager kulturinstitution: Kom med rundt på flere end 22.000 kvadratmeter

18. april 2025 kl. 17.02

Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) inviterer nu gæster helt ind i husets indre.

Det sker, når Nordjyllands største kongres- og kulturhus åbner dørene til en række nye og unikke rundvisningskoncepter. 

Under jorden, bag scenen og højt oppe i snoreloftet venter overraskelser, anekdoter og historier, som hidtil har været forbeholdt få.

Med sine 22.000 etagekvadratmeter - svarende til næsten 200 parcelhuse - rummer AKKC langt mere end det, gæsterne normalt oplever. 

Bag de velkendte sale og mødelokaler gemmer sig et mylder af skjulte rum, gamle traditioner og fascinerende detaljer. 

Her findes alt fra underjordiske gange og dybe kældre til en nostalgisk keglepub og et imponerende snoreloft.

Billede beskrivelse

Unik mulighed

I fem nye rundvisningskoncepter - samlet under titlen Tour de AKKC - får offentligheden nu mulighed for at udforske dette mangfoldige univers. 

Hver rundvisning er skræddersyet til forskellige interesser - hvad enten det handler om arkitektur, kunstnere, skjulte rum eller historiske fortællinger. 

Det er en oplagt chance for at opleve AKKC fra helt nye vinkler - og få et sjældent indblik i maskinrummet bag én af Danmarks mest alsidige kulturinstitutioner.

Man booker en rundvisning via Aalborg Kongres & Kultur Centers egen hjemmeside. Her fremgår priserne for de enkelte ture også. 

Her er de forskellige rundvisningskoncepter

  • Standard Tour – En rejse bag facaden
  • En guidet tur gennem de områder, der normalt kun er forbeholdt husets medarbejdere. Her åbner sig en verden af skjulte rum og overraskende fortællinger. Varighed: 1,5 time. Maks. 20 deltagere.
  • Grand Tour – Dybdegående rundvisning i AKKC’s skjulte verden
  • Denne udvidede rundvisning tager deltagerne med gennem underjordiske gange, ned i kælderkøkkenerne og op i snoreloftet – en af husets mest unikke konstruktioner. Varighed: 2 timer. Minimum 20 deltagere.
  • Special Tour – Dyk ned i et favoritområde
  • For dem med særlig interesse i fx kultur, teknik, kunst eller bæredygtighed, tilbydes en rundvisning med fokus på netop dette emne. En fordybende oplevelse af AKKC’s mange lag. Varighed: 2 timer. Minimum 20 deltagere.
  • Trille Tour – Oplev AKKC gennem en legende
  • Tidligere direktør Ernst ’Trille’ Trillingsgaard fører deltagerne med bagom kunstnerlivet i huset og deler farverige anekdoter fra sin lange karriere – inkl. fortællinger om De Syngende Træer. Varighed: 1,5 time. Maks. 20 deltagere.
  • CEO Tour – To direktører, én unik oplevelse
  • Nuværende direktør Nicolaj Holm og tidligere direktør Ernst Trillingsgaard deler deres perspektiver på AKKC’s udvikling og betydning for Aalborg og hele landet. Rundvisningen inkluderer forfriskning i Galleri 1. Afholdes kun 1-2 gange årligt. Varighed: 2 timer. Maks. 10 deltagere.
  • Rundvisningerne kan kombineres med forplejning eller aktiviteter som keglespil, teambuilding eller kulturoplevelser – og tilbyder dermed både indsigt og underholdning for alle typer af besøgende.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste