Billede beskrivelse

Unge vinbønder spirer frem i Godthåb

14. august 2025 kl. 19.00
Opdateret 18. august 2025 kl. 07.52

Hvis du går rundt med en romantisk drøm om at nippe til et glas vin blandt grønne vinranker, behøver du hverken rejse til Frankrig eller Italien. Du kan nøjes med at tage en tur til Godthåb.

Her – lige ved siden af kirken – er 15 unge gutter i alderen 17 til 21 år i fuld gang med at anlægge deres helt egen vinmark.

De kalder sig Godthaab Vinbodega, og selvom navnet lugter af gammeldags vinkælder, er projektet ungt og sprængfyldt med gåpåmod.

Billede beskrivelse

Fællesskab og vinnørderi

LigeHer.nu møder drengene på vinmarken, hvor de giver en rundvisning blandt de 95 vinstokke, der er fordelt på sorterne Solaris, Rondo og Johanniter.

Initiativet kommer fra Frederik Emil Elong Møller, der sammen med sine venner ville skabe noget, der både handler om vin og om at være en del af noget større.

– Passionen for vin blev en håndsrækning til at skabe et fællesskab her i Godthåb – både om vin, men også om at være sammen som unge mennesker. Det fællesskab synes vi, vi er lykkedes med at etablere, fortæller han.

Og selvom ingen af de 15 tidligere har dyrket vin tidligere, er de ikke bange for at kaste sig ud i det.

– Det er en fed mulighed for at dyrke noget og være fælles om det – og for hele tiden at lære nyt undervejs. Vi prøver os frem og finder løsninger. Vi bygger flyet, mens vi flyver, fortæller Niels Skov Kristensen, som også er medlem af foreningen.

Billede beskrivelse

Jord under neglene – og støtte fra byen

For at projektet kunne blive til virkelighed, har drengene mødt stor opbakning fra deres hjemby.

Selve marken forpagtes af Godthåb Samråd, men samrådet har givet de unge lov til at bruge den. Lokale virksomheder, fonde og købmænd har også bidraget økonomisk.

Med lokalsamfundet i ryggen og 95 vinstokke plantet i jorden er fundamentet nu lagt.

Skål for fremtiden

Vinmarken passes nu efter en nøje tilrettelagt plan. 

Hver anden uge mødes de til arbejdsdag, hvor ukrudtet fjernes, og planterne tjekkes. Én gang om måneden samles de til vinaften.

– Vi regner med at have vin klar om tre år, for det tager tid, før planterne giver druer, der kan bruges, fortæller Niels Skov Kristensen.

Indtil da øver de sig hos Aalborg Planteskole, hvor de får lov til at høste senere på sæsonen. Men målet er klart: Om tre-fire år skal Godthaab Vinbodega kunne servere deres helt egen vin til den årlige byfest i august.

Og indtil da vokser både vinstokke og fællesskab side om side – lige her midt i Godthåb.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste