Traditionen lever videre: Kristine og Michael sørger for friskbagte hveder
AALBORG: Store Bededag er igen i år en helt almindelig arbejdsdag.
Men selv om fridagen er forsvundet, er spørgsmålet, om det samme gælder hvederne De klassiske, luftige boller med kardemomme og tandsmør, som mange har for vane at spise aftenen før. Hænger den tradition stadig ved?
Det har vi spurgt de lokale bagere Kristine og Michael Baun om.
Hvorfor spiser vi egentlig hveder?
Historien bag de smørvenlige hvedeknopper kan dokumenteres helt tilbage til midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre, ifølge Folkekirken.dk.
Store Bededag var nemlig en dag for bøn og eftertanke, og allerede aftenen før skulle al handel lukke ned. Det gjaldt også bageren, som derfor ikke måtte bage på selve helligdagen.
Derfor blev der op til Store Bededag bagt ekstra store portioner hveder, som folk kunne købe på forhånd og lune derhjemme dagen efter.
Med tiden har traditionen ændret sig lidt, og i dag spiser mange hvederne allerede torsdag aften.
Frem til og med 2023 var Store Bededag en fridag, men fra 2024 blev den afskaffet og er nu en almindelig arbejdsdag for de fleste.
Hveder uden helligdag?
Hos Bauns Bageri finder du ejerparret Kristine Baun og Michael Baun, som i januar kunne fejre 20-års jubilæum i bageriet.
De kender derfor om nogen til hvedetraditionen og har på trods af den afskaffede fridag ingen planer om at give slip på den.
– Det er jo tradition, at der dagen før Store Bededag skal varme hveder med hjem, fortæller Kristine Baun.
Alligevel kan de i bageriet mærke, at traditionen har ændret sig en smule de seneste år.
– Det har altid været torsdag aften, man spiste hveder, men nu køber folk dem i lige så høj grad fredag.
Salget er dermed blevet mere spredt – og måske også faldet en anelse, efter at fridagen er forsvundet.
– Det første år, lige efter man afskaffede Store Bededag som fridag, eksploderede salget helt vildt. Om det var måske som trods mod, at der blev taget en fridag. Men efterfølgende er salget dalet lidt.
På trods af ændringerne forventer Bauns Bageri stadig at sælge godt med hveder torsdag og fredag – derfor bliver der slået dej op til omkring 1.500 styk.
– Det plejer at gå stærkt, når først vi fylder butikken med hveder. Folk køber gerne fem eller ti ad gangen, og så går det altså hurtigt.
Traditionen lever videre hos bagerfamilien
Også hjemme hos familien Baun holdes traditionen i hævd. For som den bagerfamilie, de er, skal der selvfølgelig ristede hveder på bordet torsdag aften.
– Hos os – vi er jo en bagerfamilie – spiser vi hveder til aftensmad torsdag. Så serverer vi det med alt muligt forskelligt pålæg.
Vil man selv være med på traditionen, kan hveder blandt andet købes hos Bauns Bageri både torsdag og fredag på Vestre Allé 28, 9000 Aalborg.