To ugers asfaltarbejde venter på én af byens mest trafikerede veje
AALBORG: Har du som bilist din aften- og nattegang på Sønderbro, skal du formentlig lige videre i teksten her.
Den trafikerede vej, der forbinder Kærby med Eternitten og midtbyen, spærres nemlig i aften- og nattetimerne fra mandag 6. oktober til og med fredag 17. oktober.
Der skal laves asfaltarbejde på strækningen mellem Ådalsmotorvejen og Poul Larsens Vej.
Der bliver således spærret allerede ved krydset mellem Gugvej og Over Kæret for tilkørende til Sønderbro, ligesom man skal asfaltere et godt stykke ned ad strækningen til efter Poul Larsens Vej - hen mod krydset mellem Østre Allé og Sønderbro.
Det betyder samtidig også, at motorvejstilkørslen til og fra Sønderbro vil være lukket i samme periode.
Det fremgår af skilte ved strækningen - og bekræftes også af Aalborg Kommune.
Spærringen vil gælde i begge retninger - og vil starte kl. 18 og slutte kl. 6 næste morgen i hele perioden.
Der vil være omkørsel via Over Kæret, Th. Sauers Vej og Sohngårdsholmsvej, når afspærringen træder i kraft.
Både cyklister og gående vil dog have adgang i hele perioden.
Ligeher.nu har spurgt Aalborg Kommune, hvordan man skal forholde sig som beboer på Eternitten og i Frydendal.
Begge steder er der nemlig kun indkørsel via Sønderbro.
Leif Bach, driftplanlægger ved Aalborg Kommune, forsikrer dog, at beboerkørsel på Sønderbro vil være tilladt, mens asfaltarbejdet står på.
- Folk, der bor i Frydendal, skal så benytte omkørslen og komme ind til området via Ny Kærvej, forklarer han.