To kulturattraktioner byder indenfor: Gratis onsdagsbar og fri entré for unge
I denne uge - uge 37 åbner Kunsten og Utzon Center dørene gratis for alle unge mellem 18 og 27 år.
Det sker som en del af det landsdækkende initiativ K7 WEEK, hvor mere end 270 kulturinstitutioner deltager.
Det skriver Kunsten og Utzon Center i en fælles pressemeddelelse.
Som en særlig markering inviterer Kunsten til en festlig onsdagsbar den 10. september. Her venter gratis øl til de første gæster, tegneworkshop, musikbanko med tv-vært Helin Erdem, koncert med Østen i Skulpturparken og en kreativ foto-workshop.
Helin Erdem er ambassadør for årets K7 WEEK og deler sin motivation.
- Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på, hvorfor kulturinstitutioner er vigtige - særligt for unge. Når jeg træder ind på et museum eller i et teater, oplever jeg det som rum, hvor flere sandheder kan eksistere side om side, og modsætninger kan mødes. Det er vigtigere end nogensinde - for dét er der mindre og mindre plads til i samfundet i dag, siger hun.
Museumsdirektør Lasse Andersson understreger, at Kunsten og Utzon Center arbejder målrettet med at gøre både udstillinger og events relevante for unge:
- Som ung står man over for at forme sine egne kulturvaner. Vi vil gerne gøre det lettere at tage det første skridt ind i byens kulturliv. Uformelle events som K7 er med til at nedbryde barrierer og fordomme om museer – og gøre det mere interessant at besøge os første gang.
Sidste år blev K7 WEEK besøgt af 70.000 unge over hele landet.
Projektleder Astrid Sperling fortæller:
- Vi sænkede barrieren, skruede op for events og kommunikerede i øjenhøjde. De unge vil gerne kulturen, når de kan opleve den på deres egne præmisser.