Textilcentrets gamle bygninger skal rives ned: Her er årsagen
En helt ny dag- og natvarmestue skal anlægges på Karolinelundsvej 11.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune, hvori det nye byggeprojekt præsenteres.
Det er Kirkens Korshær, der i fremtiden får hjemme i det nye byggeri på den adresse, som i øjeblikket huser Textilcentrets gamle bygninger.
Disse skal altså jævnes med jorden - og i stedet skal der bygges nyt i to til tre etager. Samtidig skriver Aalborg Kommune, at den tidligere ejers planer om et kombineret butiks- og lejlighedskompleks på tre til seks etager dermed er skrottet.
Det er Kirkens Korshær selv, der har købt grunden på Karolinelundsvej - og dermed bliver der fra begyndelsen mulighed for at tage hensyn til varmestuens nye naboer, siger Jonas Jakobsen, der er regionschef i Kirkens Korshær.
- Vi er klar over, at det kan skabe utryghed hos naboerne pludselig at skulle forholde sig til at bo ved siden af en varmestue. Derfor inviterer vi, sammen med Aalborg Kommune, selvfølgelig vores kommende naboer til et snarligt dialogmøde. Vi håber, at repræsentanter herfra vil indgå i dialogen om, hvordan vi kan skabe en bygning, der tager hensyn til dem, så vi kan trives side om side - og sammen skabe plads til udsatte mennesker i Aalborg, siger han.
Følger anbefaling
Det er en arbejdsgruppe, der har anbefalet at flytte den nuværende varmestue fra Søndergade væk fra centrum - men dog stadig at give opholdsstedet en central placering i byen.
- Personligt er det min vurdering, at der er tale om rigtig god placering, hvor vi får skabt et flot tilbud til de udsatte, der gør, at de ikke behøver klumpe sig sammen i midtbyen. Det er også godt nyt for beboerne og de erhvervsdrivende i Midtbyen. Placeringen rummer mange muligheder for f.eks. at kombinere det med et hellested i Karolinelund. Dermed flugter de rigtig mange af de anbefalinger, som vi er kommet med i arbejdsgruppen, siger Bo Attrup, der har stået i spidsen for arbejdsgruppen.
Han suppleres af Nuuradiin S. Hussein (S), der er rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune:
- Nu kan vi helt konkret indfri anbefalingerne. Vi tager presset af midtbyen, men opnår stadig en beliggenhed, der gør, at de udsatte borgere vil vælge tilbuddet fremfor at overnatte på gaden. Samtidig kan vi designe bygninger og udearealer, så brugen af Dag- og Natvarmestuen ikke kolliderer med naboernes anvendelse af området. Det ved jeg, at Kirkens Korshær er rigtig dygtige til.
For at igangsætte byggeriet af den nye varmestue skal der dog først en ændret lokalplan til, oplyser Aalborg Kommune.
Derfor er der heller ikke sat et tidspunkt på, hvornår den nye varmestue kan åbne for første gang.