Billede beskrivelse

Ét simpelt greb har mindsket affaldsbyrden markant i Kildeparken

11. maj 2025 kl. 14.00

Affald, der bare har ligget enten smidt eller spredt rundt i Kildeparken, har skæmmet den populære attraktion igennem længere tid. 

Men nu er der fundet en løsning - og en holdbar én af slagsen - beretter Aalborg Kommune i en pressemeddelelse. 

Og den er "ikke ligefrem raketvidenskab", lyder det. 

- Vi har lavet et eksperiment sidste år i Kildeparken, hvor vi fjernede 30 mindre affaldskurve og erstattede dem med de store containere i stedet. Det betyder, at der bliver meget mere rent, siger afdelingsleder i Entreprenørenehden under By og Land i Aalborg Kommune, Niels Sloth Christiansen.

- Hvis det ser ud som om, at der ikke er rent, så har man lettere ved at smide sit affald og bare lade det ligge, når man går. Men hvis der er en stor affaldscontainer, kan borgerne lettere komme af med det. Man må ikke have en affaldskurv, der er fyldt op, tilføjer han. 

Blandt andet har fyldte skraldespande tidligere inviteret fugle til at rode i affaldet - og så har det efterfølgende ligget spredt i området. 

Det undgår man også med de nye, større skraldecontainere. 

De er i øvrigt 2500 liter store, og i fremtiden vil man måske også kunne finde dem i Østre Anlæg og Karolinelund, fortæller Niels Sloth Christiansen. 

I forvejen gør man allerede brug af de store containere i Vestre Fjordpark, hvor tiltaget også har været en succes. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste