Ét af ni nye fodboldcentre skal ligge i Aalborg
AALBORG: Ni nye fodboldcentre skal "styrke fællesskaber, trivsel og bevægelse for børn, unge og frivillige i dansk fodbold".
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union (DBU).
Ét af de ni fodboldcentre skal ligge i Aalborg, lyder det videre fra fodboldorganisationen.
Fodboldcentrene skal indgå som en del af projektet "Hele Danmarks Klubhus", som er støttet med 200 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond samt 20 millioner kroner fra DBU.
- Jeg er enormt glad og taknemmelig for, at DBU har valgt Aalborg som nordjysk samlingssted for et nyt DBU fodboldcenter. Aalborgs fodboldhjerte vil vokse sig større og stærkere med en udvidelse på Hornevej i Aalborg Øst, hvor også AaB af 1885 hører til, forklarer borgmester i Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen (S).
Rådmand for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen (V), supplerer:
- Jeg er overbevist om, at et nyt fodboldcenter i Aalborg vil blive en nytænkende og spændende idrætsfacilitet for hele regionen, som vil give oplevelser og fællesskaber for mange børn og unge med særligt fokus på det legende og kreative, siger rådmand for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen (V).
I forbindelse med anlæggelsen af det nye fodboldcenter, som altså skal placeres på Hornevej i Aalborg Øst, skal Aalborg Kommune bidrage med arealet, drift og vedligeholdelse.
Foruden Aalborg kommer de otte andre fodboldcentre til at ligge i Holstebro, Silkeborg, Vejen, Odense, Nykøbing Falster, Høje Taastrup, København og Rønne.