Billede beskrivelse

Syv krondyr på vandet: Asbjørn har aldrig set noget lignende

25. januar 2026 kl. 19.01
Opdateret kl. 19.11

DOKKEDAL: Onsdag blev en dag, som 76-årige Asbjørn Berg Jensen sent vil glemme.

Omkring middagstid blev han ringet op ad en god kammerat, som sagde, at Asbjørn skulle skynde sig afsted mod stranden - for her var noget helt specielt at tage billeder af.

- Han var i tvivl, om det var heste eller krondyr, han kunne se, fortæller Asbjørn.

Da han kort tid senere stod ved kysten i Dokkedal, måtte han hive kameraet frem for at være helt sikker.

- Og så kunne jeg godt se, at den var god nok. Det var krondyr.

Billede beskrivelse

Midt på revlen ved Dokkedal - altså midt ude på vandet - stod en flok på syv store krondyr et par hundrede meter fra Asbjørn og hans kamera.

Lokal kendt

Asbjørn Berg Jensen har boet i området de seneste 20 år, og han går aldrig en tur uden sit kamera. 

Gennem tiden har han haft flere store naturoplevelser, når han har mødt både ræve, havørne og en enkelt ulv. Men krondyr i Limfjorden - den var ny.

- Vi ser dem jo ofte i området herude, men det der, havde jeg alligevel ikke set før, fortæller han. 

Billede beskrivelse

Da han kom hjem, delte han sine billeder i et opslag på facebookgruppen 'Vild med Lille Vildmose'. Et opslag som nu har mere end 4500 likes.

I kommentarsporet var der flere, der mistænkte, at dyrene måtte være blevet jagtet mod vandet. Nogle mente også, at Asbjørns tilstedeværelse kunne skræmme dem længere ud - men her har man vist undervurderet nutidens kamerafunktioner, for Asbjørn var meget langt fra flokken.

Billede beskrivelse

- Man kan ikke udelukket, at de er blevet jagtet. Vi har jo ulve herude. Men de så umiddelbart meget tilpasse ud, fortæller han.

- Mit gæt er, at de er kommet på afveje, og så har de tænkt; nå, vi skal lige prøve at kigge derude.

Er set før

Asbjørn har efterfølgende snakket med flere naturvejledere fra området, som har forklaret, at hjorte sommetider leder efter mineraler og salte i vandet - særligt i fjordene.

Den teori, bekræfter naturvejleder ved Lille Vildmose Centret Camilla Jensen:

- Jeg tænker de har været ude og se om de har kunne finde, for eksempel noget tang, netop for at få de her mineraler, de nu mangler, fortæller hun.

- Jeg tror ikke, det er en ulv, der har jagtet dem der ud.

Hun bekræfter dog samtidig, at det ikke er noget, man normalt vil se i området omkring Lille Vildmose.

- Men det forekommer åbenbart. Jeg så også, at de gik og gnaskede på et eller andet, siger Asbjørn Berg Jensen,

Uanset, så var det en stor oplevelse for den engagerede hobbyfotograf.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste