Subway vender tilbage - og en af butikkerne er i Aalborg
For et par måneder siden teasede den kendte fastfoodkæde Subway med, at de ville vende tilbage til det danske marked.
Planen var at få ikke mindre end 50 spisesteder i landet over de næste år.
Nu går de for alvor i gang med planerne, og det starter blandt andet i Aalborg.
I løbet af det næste halve år vil Subway åbne en butik i Aalborg Storcenter i City Syd. Det fortæller Subway og Danske Shoppingcentre i en pressemeddelelse.
- Subway-restauranter har vundet betydelig popularitet i Norden med stigende efterspørgsel fra gæster, der søger frisklavede sandwich til en god pris. Vi appellerer til en bred målgruppe, som vi får mulighed for at møde i DSC’s (Danske Shoppingcentre, red.) centre – fra de unge og børnefamilierne til et ældre segment, fortæller Dorte Gleie, Country Director for Danmark i Subway.
Tidligere på året havde kæden et fejlslaget forsøg på at komme tilbage til Aalborg. Butikken ved Nytorv blev forsøgt genåbnet med en franchisetager fra Norge, men planerne gik i vasken. Butikken lukkede efter få måneder, hvor der kun havde været åbent i få dage.
Nu forsøger kæden så igen.