Studenterkørsler i Aalborg får politieskorte
Søndag den 29. juni bliver en dag i højeste gear – både for Danmarks hurtigste cykelryttere og for Aalborg og Nørresundbys feststemte studenter.
Når DM i landevejscykling drøner gennem byen som en del af DM-ugen, bliver Limfjordsbroen lukket for biltrafik det meste af dagen – men der er gjort plads til én helt særlig undtagelse.
De traditionsrige studentervogne får nemlig lov til at krydse fjorden – og det sker med stil.
Politieskorte og festlig fjordkrydsning
For mens feltet ruller af sted mod DM-guld og hæder, kan nyudklækkede studenter stadig tøffe over broen med musik og hujende klassekammerater.
Aalborg Kommune og politiet har nemlig sørget for, at studenterkøretøjer kan få politieskorte over Limfjordsbroen på særligt udvalgte tidspunkter.
Man skal dog huske at ansøge på forhånd for at få lov til at krydse – og det kan stadig nås! Bare send en mail til eventtrafik@aalborg.dk i løbet af denne uge.
Studentervognene skal forinden fjordkrydsningen holde klar på én af de aftalte adresser i henholdsvis Nørresundby og Aalborg. Herfra vil en politi-motorcykel eskortere studentervognen sikkert over Limfjordsbroen uden at forstyrre den store sportsbegivenhed.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.