Store planer for faldefærdige bygninger i Nørresundby
NØRRESUNDBY: En gammel bilforhandler på adressen Mellem Broerne i Nørresundby har stået forladt i årevis.
Men nu er der offentliggjort nye planer for de faldefærdige bygninger, skriver Nordjyske.
Et forslag til en ny lokalplan indeholder nemlig tegninger til to nye bygninger, som både skal huse boliger og erhverv.
Den ene bygning får endegavl ud mod Limfjorden, og her vil der for eksempel være mulighed for at etablere en café med udeservering i stueetagen.
- Der har jo været mange ideer fremme og også mange rygter. Blandt andet fordi, der tidligere har været forslag om en bygning, der lå langs med fjorden og havde fladeparkering, og det er jo noget af det, tiden er vokset lidt fra, fortæller Jan Nymark Rose Thaysen (V), rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, til Nordjyske.
Han beskriver desuden grunden som "lidt om et gebis, der mangler en tand".
- Men nu tror jeg - alt andet lige - at vi er ved at være endt med noget, der vil løfte området, tilføjer Jan Nymark Rose Thaysen.
Det er A. Enggaard, der ejer grunden på Mellem Broerne 19.
De købte den af Aalborg Kommune tilbage i 2005 for 3,8 mio. kr.