Stor skuffelse: - Det er marginalerne, der afgør det
AALBORG/KØLN: Aalborg Håndbold måtte se sig slået i en dramatisk Champions League-semifinale mod FC Barcelona i Lanxess Arena lørdag aften.
Kampen sluttede 37-32 i spaniernes favør - men det var efter en afslutning på den ordinære spilletid, hvor Aalborg Håndbold faktisk kunne have afgjort det til egen fordel.
Angrebet løb dog ud i sandet - og så kunne Barcelona i stedet tage sejren efter forlænget spilletid.
Efter kampen var det en skuffet, men fattet, Marinus Munk, der gjorde status over det tætte opgør.
Aalborg Håndbold leverede en heroisk indsats i Køln, men det rakte akkurat ikke til en finaleplads.
Kampen mod FC Barcelona blev afgjort på de absolut mindste marginaler efter forlænget spilletid.
- Det var tæt, som jeg havde forventet. Det var marginalerne, der afgjorde det, synes jeg. Især her til sidst, siger Marinus Munk.
Aalborg havde muligheden for at afgøre kampen til egen fordel i den ordinære spilletids døende sekunder, men det lykkedes ikke at snuppe sejren.
- Vi har faktisk angrebet til at afgøre det til plus én. Men igen, det er marginalerne. Vi brænder også nogle skud og laver nogle tekniske fejl, men det er jo en del af håndbold, lyder det fra bagspilleren.
Selvom drømmen om Champions League-trofæet brast, venter der allerede en bronzekamp i morgen søndag kl. 15.
Marinus Munk slår fast, at holdet vil gøre alt for at rejse sig og give de medrejste fans noget at juble over.
- Vi skal lige ind og vende den her, og så tror jeg faktisk ikke, det bliver særlig svært at sætte sig op til. Der er masser af Aalborg-fans her, så vi vil gerne have en medalje med hjem, afslutter han.
Aalborg Håndbold møder søndag eftermiddag kl. 15 Magdeburg i bronzekampen.
Champions League-finalen - som sættes i gang kl. 18 - bliver mellem Füchse Berlin og FC Barcelona.