Stor fødselsdagsfest: Bad Seed Brewing lancerer ny version af sidste års prisvindende øl
GUDUMHOLM: Bad Seed Brewing inviterer lørdag 29. november klokken 12 til 7-års fødselsdag på Landkærsvej 4.
Der vil være gratis fadøl, rundvisning og mulighed for at få noget at spise.
Derudover er der mulighed for at få fingrene i Årets Øl 2025, der er en ny version af en gammel kending.
Årets Øl 2024 hos Bad Seed Brewing endte som en stor succes.
‘Leviathan’, som øllen hed, vandt Årets Øludgivelse 2024 ved Danish Beer Blogger Awards.
Derudover vandt ‘Leviathan’ en andenplads i Danmark i kategorien Barleywine ved Untappd Community Awards.
Untappd er en global brugerplatform, hvor øl-entusiaster kan bedømme øl – svarende til platformen Vivino, hvor vin-entusiaster kan bedømme vin.
Årets Øl 2025 hos Bad Seed Brewing er en videreudvikling af sidste års succesrige øl – denne gang med en lidt højere alkoholprocent.
Årets Øl har fået navnet ‘Double Barrel Leviathan’.
- Sidste år lavede vi fire tønder af Leviathan, der er en øl af typen Barleywine. Det er en øl, der har lagret i 30 måneder på bourbonfade. Vi tappede tre af tønderne med Leviathan sidste år. Den sidste tønde hældte vi på nye fade, så den dermed er dobbeltlagret, fortæller Fredrik Hector Schmidt, der er CEO og grundlægger af Bad Seed Brewing.
Begrænset antal
Hvert år siden 2021 har Bad Seed Brewing haft en udgivelse af fadlagret øl.
- Det er femte år i træk, vi har en “small batch release” – altså en udgivelse af små portioner øl, fortæller Fredrik Hector Schmidt.
Fredrik Hector Schmidt fortæller, at Årets Øl 2025 har opkoncentreret nogle af de kvaliteter, der gjorde Leviathan god.
Leviathan havde en alkoholprocent på 13 %, mens Årets Øl 2025, ‘Double Barrel Leviathan’, har en alkoholprocent på 14 %.
- Træet i tønden er mættet af spiritus, så når vi hælder frisk øl på tønden, vil spiritussen diffundere ud i øllet, hvilket har hævet alkoholprocenten, forklarer Fredrik Hector Schmidt.
Er man interesseret i øllen, skal man forvente at skulle dukke op lørdag 29. november.
Bad Seed Brewing forventer, at Årets Øl 2025 bliver udsolgt på dagen.
- Vi har kun 490 dåser af øllen, så der vil være en begrænsning på 2 eller 3 dåser per kunde, så alle dem, der dukker op, har en mulighed for at købe, fortæller Fredrik Hector Schmidt.
Skulle der være øl til overs, vil de kunne købes på bryggeriet eller i webshoppen.
Noget for øl-nørder
- Det er en speciel måde at lave øl på – at brygge en øl, der først skal drikkes 2 eller 3 år efter, den er brygget. Det er en måde, hvorpå vi kan skille os ud fra andre bryggerier. Det er ikke mange, der satser på at lave denne type øl, siger Fredrik Hector Schmidt.
Leviathan og Double Barrel Leviathan er særligt inspireret af øl, der brygges i USA.
165 kroner for 30 cl Double Barrel Leviathan kan lyde af mange penge, men det er det ikke, hvis man sammenligner med lignende øl.
- Kvalitetsmæssigt er vi oppe i noget, der kan måle sig med nogle af de øl, vi er inspireret af – og nogle af de amerikanske produkter. Det er øl, der normalt kan koste 400-500 kroner for en flaske. Det er en skarp pris, selvom det lyder vanvittigt, lyder det smilende fra Fredrik Hector Schmidt.
Der er stor efterspørgsel på Bad Seed Brewings øl – særligt deres små batch-udgivelser.
- Det er øl, som øl-nørder imødeser, og noget som vores kunder er glade for. Det er efterhånden noget, der hurtigt bliver udsolgt. Der er ikke nogen tvivl om, at det er den hardcore del af ølentusiasterne, der er villige til at smide over 100 kroner for 33 centiliter øl.
Dog mener Fredrik Hector Schmidt, at Double Barrel Leviathan også vil kunne tiltale dem, der ikke nødvendigvis er de største øl-nørder.
Øllen har noter af vanilje, kokos og pibetobak og har smagsmæssigt stor lighed med portvin og sherry. Den vil derfor passe til mange af de retter eller situationer, hvor man ellers ville vælge portvin eller sherry.
- En øl som den her er fuldstændig genial til ost – et ostebord med nogle kraftigt lagrede oste og blåskimmel. Jeg plejer at drikke sådan en øl for sig selv. Det er min personlige præference.
Syv stormfulde år
- Det er jo vores 7-års fødselsdag, og det synes jeg er værd at fejre. Vi vil gerne fejre, at vi nu har eksisteret i syv stormfulde år i det danske øllandskab, fortæller Fredrik Hector Schmidt.
Til de fremmødte gæster vil der være øl, smagsprøver og mad fra borgerforeningen.
Derudover kan man få en introduktion til, hvad Bad Seed Brewing går og laver.
- Jeg forventer, at der kommer en masse gode mennesker. Vi kender efterhånden mange, og det er som en lille Bad Seed-familie, hvor der altid er plads til flere. Jeg forventer mange velkendte ansigter – og forhåbentlig også nogle nye.