Stor donation bringer historisk vartegn tilbage på sin plads
SVENSTRUP: Der er glade dage og godt humør hos Godthaab Hammerværk Museet i disse dage.
En flot donation fra Melsen Fonden på 125.000 kroner har betydet, at museet nu har fået sit vartegn tilbage på sin plads - det historiske vandhjul.
- Det er en tro kopi af den originale. Vi har fået det hele målt op, fortæller formand for museet, Jens Nedergaard Rønager.
Førhen var det faktisk det originale hjul, der fik lov at pryde foran museet, men med tiden er hjulet i så dårlig stand, at det ikke længere kunne stå udendørs.
- Man kan stadig se det inde på museet. Nu er det placeret på sin oprindelige plads, men vi betragter det som vores vartegn, så det betyder meget, at vi nu har fået en kopi på pladsen, siger Jens Nedergaard Rønager.
Et vandhjul på afveje
Museet er det eneste tilbageværende hammerværk i Danmark. Produktionen i smedjen stoppede i 1987, men bygningerne står i dag intakt og er nænsomt restaureret.
Allerede i 1910 blev vandhjulet dog fjernet fra værket - og det er faktisk ikke mange år siden, at det blev hentet hjem.
- Vi fandt det på et museum på Sjælland, som havde fået det renoveret. Så var der ikke andet for, end at betale for at få det hjem igen, forklarer formanden.
Resten af museets maskiner fungerer, stadig drevet af vandkraft, og bliver startet to gange om dagen i museet åbningstid samt ved selskabsbesøg. Et enestående eksempel på industrialiseringen i Danmark.
Stedet drives af ca. 50 frivillige, der sørger for både vedligeholdelse af bygninger og maskiner, samt pasning af den lille café.
Et stykke af kulturhistorien
Donationen skal ses i lyset af et bevaringsværdigt stykke kulturhistorie.
- Netop derfor falder det ind under et af Melsen fonden fire formål: at yde støtte til samfundsmæssigt og velgørende formål i almindelighed, udtaler næstformand i Melsen Fonden, Kurt Møller.