Skærmtid: Har december været lidt for sukkersød? Her er 3 juleactionfilm, som kan få pulsen op!
Du er træt af sukker og søde sager. Bedstemor har snakket lidt for længe om sit nye strikkeprojekt. Og hvor mange gange kan man se “Love Actually” og “The Holiday” på 24 dage? Denne uge kommer jeg med anbefalinger af julefilm til dig, der har behov for at få pulsen op - uden det handler om stress og gaver.
Her får du tre julepakker som byder på action, testosteron og masser af vold. På hyggeligste vis, selvfølgelig. Glædelig jul!
Carry-On (2024)
Håber du på hårde pakker under juletræet? Hvorfor så ikke supplere med noget sprængfarlig action i form af Netflix’ nye film “Carry-On”? Her er der masser af julehygge at finde midt i årets travleste tid med en film, der i den grad kan få pulsen op.
Hvis du synes du har travlt med at købe ind til julegaver og andesteg, så skulle du prøve at være sikkerhedsvagten Ethan Kopek, der arbejder i Los Angeles’ største lufthavn på juledag. Som om dagen ikke var anstrengt nok med vrede kunder, der skal hjem til jul, så er der også en terrorist, der tvinger Ethan til at snyde en farlig kuffert gennem sikkerheden, om bord på et fly. Gennem øresnegl skal medarbejderen adlyde enhver ordre, da både lufthavnens mange rejsende, og Ethans gravide kone, er i livsfare.
“Carry-On” ligger lige i strømmen af klassiske juleactionfilm som “Die Hard”, “Dødbringende våben” eller “Kiss Kiss, Bang Bang”, som jeg anbefalede i sidste uges ‘Skærmtid’. Med tanke på lufthavnen er det svært ikke at drage paralleller til “Die Hard 2”, og selvom Ethan Kopek ikke ligefrem er en Bruce McClane, så er der stadigvæk masser af fart over feltet - med den hyggelige jul som baggrundstæppe.
“Carry-On” kan streames på Netflix.
Die Hard (1988)
Apropos ovenstående, så kommer vi ikke udenom “Die Hard”. For mange af os bliver det ikke jul, før en tysk terrorist falder ned fra Nakatomi Plaza. Bruce Willis og Alan Rickman står ansigt til ansigt, som den udsatte politibetjent John McClane og den onde tysker, Hans Grüber, og så slår det ellers gnister. De to herrer forfører publikum med ikoniske one-liners som “Yippee-ki-yay, motherf***er!” og diabolsk charme.
Filmen har dannet skole for alle actionfilm siden med sine store eksplosioner, intense skuddueller og hverdagens helt, John McClane, der må kæmpe med liv og lemmer for at redde sin kone Holly.
Actionstjernen Bruce Willis var ved at dø under flere af filmens vilde stunts, som han selv udførte, og det skinner altså igennem i en mesterlig actionfilm - og selv to’eren og tre’eren er fremragende, så kan de i alt fire efterfølgere desværre ikke leve op til originalen fra 1988. Og så behøver vi slet ikke diskutere om “Die Hard” er en julefilm eller ej - det bliver ikke jul før der regner afbrændte pengesedler ud over Los Angeles!
“Die Hard” kan streames på Disney+.
Violent Night (2022)
Håber du på besøg af julemanden i år? Så håber jeg for din skyld, at det ikke går som i den voldelige julefilm “Violent Night”. For her er nisser og pebernødder skiftet ud med håndmadder og blodige drab, når julemanden deler tæsk ud til alle på sin naughty-liste. Den lettere afdankede julemand (spilet af David Harbour som du kender fra “Stranger Things”) ender ufrivilligt med at bruge sin juleaften i en rigmandsvilla, hvor en velhavende familie tages til gidsel af flok lejesoldater.
Filmen vender op og ned på den hyggelige, Coca Cola-venlige julemand vi kender og forvandler ham i stedet til en knogleknusende actionhelt, der kan give John Wick kamp til stregen. Der er masser af juleånd, når selveste julemanden må nedlægge de onde skurke for at bevare julefreden - en kamp der udspiller sig på kreativ vis, når slikstokke og julekugler forvandles til yderst drabelige våben.
“Violent Night” har masser af charme og juleånd, men gavepapiret består af blod og vold - så er du advaret! Men ikke uden glimt i øjet. Så hop du endelig om bord på actionslæden, og find vaniljekranse, gløgg og chokoladekonfekten frem. Så venter der en tur med julemanden, du ikke har set mage før.
“Violent Night” (2022) kan streames på Viaplay.