Skærmtid: “Ghostbusters” er tilbage med fuld 80’er-nostalgi! Her er vores yndlingsfilm fra det farverige årti
Det er ingen hemmelighed, at 1980’erne har været en stor inspiration for al populærkultur de seneste mange år. Godt nok har 00’ernes low-rise jeans fundet indpas igen blandt de unge, og 1990’ernes grunge-æra har fyldt film og musik, men 80’ernes popularitet med krøller og neonfarver dør altså ikke lige foreløbigt.
Det er ikke mange år siden tv-serien “Stranger Things” tog os tilbage til en tid med Dungeons & Dragons-brætspil, synthmusik og højt hår, og sider har der været et boom af 1980’er-film og TV, der på den ene eller anden måde er vendt tilbage i nye, moderne udgaver.
En franchise med nyt liv er “Ghostbusters” - de ikoniske komediefilm fra 1980’erne, der handler om en flok spøjse spøgelsesjæger - som de seneste år har fået en tidslig makeover. I 2022 blev filmserien opdateret med fortsættelsen “Ghostbusters: Afterlife”, der gav os en yngre, mere TikTok-venlig udgave af paranormale efterforskere.
Og i år kom efterfølgeren “Ghostbusters: Frozen Empire”, som du nu kan streame hjemme. I den anledning står ugens ‘Skærmtid’-anbefalinger derfor også i 1980’ernes neonoplyste tegn med fede film du kan bruge weekenden på.
“Ghostbusters: Frozen Empire” kan streames på Viaplay.
Ghostbusters (1984)
“Who you gonna call? Ghostbusters!” Det er svært ikke automatisk at nynne Ray Parker Jr.’s titelmelodi bare man hører titlen, og vi er selvfølgelig nødt til at at starte ugens anbefalinger med den originale “Ghostbusters”.
Jo jo, måske lugter de mange spøgelseseffekter og monstrene lidt af en tid, hvor digitale effekter bare ikke var bedre. Men hey, det tager altså intet fra filmens charme og mange finurlige indslag.
Hyg dig med Slimer og Marshmellow Man, når de invaderer New York og skaber kaos for vores stakkels spøgelsesjægere - som tilfældigvis udgøres af nogle af årtiets absolut sjoveste skuespillere!
“Ghostbusters” kan streames på Viaplay.
Ondskabens hotel (1980)
1980’erne var et kæmpe årti for gysergenren og vi kommer ikke uden om Stephen Kings legendariske “Ondskabens hotel”. “The Shining” var åbenbart en for intetsigende titel for det danske publikum, men med et ondt hotel er man da ikke i tvivl om hvad man får. Og ondt bliver det!
Hvis du ikke allerede har set Stanley Kubricks mesterværk, så er det bedre sent end aldrig. Det er ikke uden grund filmen rundt regnes for en af de bedste film nogensinde. En far skal passe et øde hotel henover vinteren. En opgave han aldrig skulle have sagt ja til, da hotellet hjemsøges af onde ånder.
Faderen mister langsomt besindelsen, og det går i den grad ud over både kone og søn. Biodig elevator, rådne spøgelser og et hotel, hvor intet giver mening. Gisp, siger jeg bare!
“Ondskabens hotel” kan streames på Prime Video og Max.
Da Harry mødte Sally (1989)
1980’erne var indbegrebet af kvikke one-liners man sent glemmer. Hvis nogle actionnørder læser med skal jeg på forhånd undskylde, at jeg ikke har taget en actionbasker med Arnold Schwarzenegger eller Sylvester Stallone med.
Der er ikke noget som skriger mere firsere end store muskler indsmurt i babyolie og testosteron. Men hvis vi lige glemmer actionmændene for en stund, så har jeg en film med rappe replikker i den helt anden ende af skalaen.
“Da Harry mødte Sally” er en af de bedste romantiske komedier. Her krydser Harry og Sallys veje hinanden hen over flere år. Fra venner til fjender til elskende. Men ikke nødvendigvis i den rækkefølge! Bedst opsummeret med “I’ll have what she’s having!” står de vittige replikker i kø, når kærligheden fejres på oprigtig og kompliceret vis.
“Da Harry mødte Sally”kan lejes på Blockbuster.
Indiana Jones og det sidste korstog (1989)
Der findes ikke mange trilogier, hvor tredje film er den bedste. I min optik findes der faktisk kun én. Det er Steven Spielbergs originale “Indiana Jones”-trilogi - vi er enige om at der slet ikke findes en fjerde og femte, igås? - der har æren af at have dén bedste treer. For med 80’er-superstjernen Harrison Ford i front bliver det ikke mere episk og eventyrligt end hvad der sker i “Indiana Jones og det sidste korstog”.
Den piskesvingende arkæolog må alliere sig med sin egen far i jagten på nye skatte, der muligvis kan give evigt liv.
Indy, og farmand Senior, kommer på deres livs eventyr, som både involverer nazister, korsriddere, luftskibe, tanks og masser af sprængfarlig action. En underholdende cocktail, der opsummerer, at 1980'erne bare var mere vildt og vovet end noget andet.
“Indiana Jones og det sidste korstog” kan streames på SkyShowtime eller lejes på Viaplay og Blockbuster.