Skaber, håb og livskvalitet: Her er vinderen af Aalborg Kommunes Handicappris 2025
AALBORG: Der var fejring på Værestedet Perlen på Kastetvej onsdag 3. december.
Her blev Aalborg Kommunes Handicappris 2025 uddelt.
Det er udviklingscenteret VAMiS, der er årets modtager af prisen.
Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
I mere end 10 år har VAMiS skabt håb og livskvalitet for mennesker med psykisk funktionsnedsættelse og misbrug – en gruppe borgere, der ofte falder mellem stolene i det almindelige rusmiddelbehandlingssystem.
Prisen hylder en indsats, der er kendetegnet ved varme, faglighed og respekt. VAMiS har udviklet forløb, der giver håb og udvikling, og som har sat dybe spor hos både borgere og medarbejdere.
En indsats der lever videre
Fremover bliver VAMiS en del af Rusmiddelafsnittet og et større fagligt miljø. Ambitionen er, at den specialiserede indsats for mennesker med dobbeltdiagnoser skal leve videre og styrke området i nye rammer.
Rådmand for Job og Velfærd, Nuuradiin S. Hussein, deltog i prisuddelingen via tv-skærm, da han skulle til det første byrådsmøde siden kommunalvalget.
Ud over VAMiS var to andre kandidater nomineret til prisen:
• Frederik Tingdal Weihl, for sit arbejde i fokusklasserne
• Livsduelighedsgruppen på Vestbjerg Skole
De tre finalister viser bredden i det store arbejde, der hver dag udføres for mennesker med handicap i Aalborg Kommune.