Selvstændig i mere end to årtier: Rikkes frisørsalon er blevet en del af noget større
KLARUP: Frisørsalonen New Image i Klarup har indgået et nyt samarbejde.
Det har man gjort med Park Styling - et landsdækkende netværk for selvstændige frisører.
Her deler man viden, kurser og produkter med fokus på naturlige ingredienser og bæredygtighed.
I forbindelse med samarbejdet skifter salonen navn til Park By New Image.
Bag salonens udvikling står Rikke Krogh Nørvang, der har været selvstændig siden 2001.
Hun overtog som nyuddannet sin gamle læremesters salon i Aalborg, efter et uheld havde gjort det umuligt for læremesteren at fortsætte.
Siden da har frisørfaget og iværksætterlivet gået hånd i hånd.
I dag ligger salonen i hjembyen Klarup, hvor den siden 2014 har haft adresse på Posthusvej.
Her arbejder et dedikeret team bestående af fire frisørassistenter og en elev.
Én af assistenterne er aktuelt på barsel.
Udbredt fællesskab
Samarbejdet med Park Styling åbner nye døre.
Konceptet, der startede i Kolding, er på få år blevet et af Danmarks mest udbredte frisørfællesskaber.
Det bygger på et stærkt netværk, fælles driftsløsninger og adgang til bæredygtige produkter - herunder en produktserie uden parabener og uigennemsigtige E-numre, som kun forhandles i Park-salonerne og via Park Stylings webshop.
Derudover har Park Styling som de første i Norden indført returpant på emballage.
Kunder får 20 kroner retur for hver tom emballage, de afleverer – en ordning, der understøtter en grønnere frisøroplevelse.
Med det nye samarbejde får teamet bag Park By New Image bedre adgang til efteruddannelse og faglig sparring, mens indehaverens tid og ressourcer frigøres fra administrative opgaver.