Se videoen: Over halvanden million liter vand skal pumpes ind i "nyt" bassin i Skansen
Tilbage i juni - lige før sommerferien - snakkede vi her på Ligeher.nu med centerdirektør i Skansen i Nørresundby, Lars Dam Møller.
Årsagen var en forestående udskiftning af samtlige fliser i svømmehallens store 50-meter-bassin.
- Hele bunden i vores største svømmebassin skal skiftes. Fliserne sidder i dag reelt set i ingenting. Der er ingen klæb i bunden, og det er desværre resultatet af en forkert byggeproces. Man har anvendt et materiale, som har vist sig ikke at være brugbart, forklarede Lars Dam Møller dengang.
Aktionen krævede, at man skulle pumpe 1,7 millioner liter vand ud af bassinet. En omstændig proces der da også tog omtrent en uges tid.
Nu er fliserne imidlertid fikset, og Skansen er derfor klar til at fylde bassinet igen, hvorfor man nu er startet på at pumpe netop 1,7 millioner liter vand ind i bassinet igen.
Det skriver Skansen i et opslag på Facebook, hvori man også beskriver de fire trin, der skal opfyldes, før bassinet igen kan tages i brug.
Først skal bassinet fyldes helt op, dernæst skal der laves farveprøver af alle dysser, inden vandet varmes op til 26 grader, før klor/syre-balancen finjusteres og godkendes.
Et forsigtigt estimat fra Skansen lyder, at 50-meter-bassinet er klar til brug igen "om et par uger".