Sassis farverige projekt startede for ti år siden: I dag har det givet nyt liv til byen
AALBORG: Det ser ikke kun flot ud, men det har faktisk flere positive effekter.
En række elskabe i Aalborg Kommune er i den seneste tid blevet dekoreret. På den måde er de ellers kedelige installationer blevet til kunst, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Det er projektet Skabskunst, der står bag pyntningen af de mange elskabe.
Siden begyndelsen af sommerferien har flere forskellige kunstnere været i ilden og har udsmykket skabene - både ved Vingårdsgade, Boulevarden, Ved Stranden, Vestre Allé og Kornblomstvej.
- Det er et rigtig fint projekt, og vi vil meget gerne være med til at stille udstyr til rådighed, der kan give borgerne en oplevelse og et smil på læben i vores fælles byrum, siger forvaltningsgrenchef på By og Land, Mette Skamris Holm.
Projektet tager udgangspunkt i en henvendelse for ti år siden, da Sassi Bischoff tog kontakt til By og Land.
- Jeg havde været på en rejse til Finland, og der har de kunstværker på elskabe alle steder, og så tænkte jeg, at det skal simpelthen med til Danmark, for jeg synes bare, at det var så fedt. Og By og Land tog rigtig pænt imod idéen, siger Sassi Bischoff og tilføjer:
- De fleste elsker det og synes, at det er fedt. Jeg hører mest, at man bliver glad i låget af det
Siden dengang for ti år siden har Skabskunst også medvirket til, at elskabene nu har fået lov til at være i fred uden plakater, graffiti og tags, skriver Aalborg Kommune.
I alt 25 elskabe rundt omkring i byen har fået nyt udseende, og i alt 15 forskellige kunstnere har været med til dekorationerne.
Aalborg Kommune forventer, at de sidste elskabe, der er med i denne omgang for Skabskunst, er færdigmalede i begyndelsen af oktober.