Billede beskrivelse

Sankthansbål i modvind: Her er beredskabets anbefalinger

23. juni 2025 kl. 14.02

Regnen ser heldigvis ud til at holde pause, når mange i Aalborg samles omkring sankthansbålene i aften.

Ifølge vejrudsigten fra Yr.no klarer det op ved 16-tiden, og først omkring klokken 21 er der risiko for lette byger igen – altså lige nok tid til at få tændt bålet og sunget midsommervisen.

Men én ting kan få betydning for aftenens bål – nemlig vinden.

Yr.no varsler vindstød op til 16 meter i sekundet i løbet af aftenen. Og selvom middelvinden ser ud til at holde sig omkring 7–8 meter i sekundet, skal man tage de kraftige vindstød alvorligt.

Overvej mindre bål

For at blive klogere på, hvad vinden betyder for bålsikkerheden, har LigeHer.nu spurgt Nordjyllands Beredskab til råds.

– Det er naturligvis altid vigtigt at tage sine forholdsregler, når man tænder bål. Afstand til bygninger, brændbar natur, stråtækte huse og brandfarlige oplag skal overholdes – og ved jævn til frisk vind skal afstanden fordobles, skriver beredskabsdirektør Diana Sørensen i et skriftligt svar.

Beredskabet fraråder typisk at tænde bål, når middelvinden når op på hård vind – altså 10,8 meter i sekundet og derover. Det er ikke tilfældet i aften. Dog bør man med vindstød op til 16 meter i sekundet stadig være ekstra opmærksom.

Derfor lyder rådene:

Råd til gæster og arrangører

Hvis du skal ud og se bål i aften:

  • Stå med vinden i ryggen
  • Hold god afstand til bålet

Hvis du er arrangør:

  • Overvej, om bålet kan gøres mindre
  • Sørg for sikre afstande til bygninger og brændbart materiale
  • Hav slukningsmidler klar
  • Udlad at bruge brændbare væsker til optænding

Rigtig god sankthans!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste