Salget af boliger var rekordhøjt i september
AALBORG: Antallet af hushandler i Aalborg Kommune har nået helt nye højder.
Ifølge Boligsidens nyeste tal, så er antallet af salg i kommunen rekordhøjt for september måned.
Sammenlignet med samme måned sidste år, er antallet af bolighandler steget stabilt med 7 procent.
- Der er ingen tvivl om, at nordjyderne har fået blod på tanden, og mange realiserer deres boligdrømme netop nu, fortæller Thomas Skifter, der er indehaver af Mæglerhuset, der har 11 butikker i Nordjylland.
Hos Mæglerhuset noterer de sig, at september blev en af årets absolut bedste måneder, og med kun to manglende bolighandler fra at slå Mæglerhusets samlede salgsrekord fra maj.
Ifølge dem skyldes fremgangen stabile boligpriser, fornuftige renter, flere køberklare familier og en stigende interesse for bosætning i Nordjylland.
- Der er fortsat stor efterspørgsel i de nordjyske byer, hvor boliger med plads, ro og natur fortsat trækker mange købere til, lyder det.
På landsplan er der solgt 5.715 villaer i september - det er det højeste månedlige antal handler i hele 2025.
Mæglerhuset forventer, at aktiviteten på boligmarkedet forbliver høj frem mod årets afslutning - så hvis man overvejer at sætte hus til salg, så kan timingen lige nu være rigtig god.