Regnen er aflyst: Sådan bliver vejret til karneval
AALBORG: Det har været lidt af en 'emotional rollercoaster', hvad angår vejret til årets karneval i Aalborg.
Først blev vi sat 26 grader og fuld sol i sigte, som måske er lige til den gode side, når dagens kost består af shots, øl og alt for lidt vand.
Senere kom der meldinger om regn, som nok er et af de værste scenarier, når man er stået op klokken 05.00 for at lægge makeup og måske endda samtidig er pakket ind i tyl, en fluffy heldragt eller det, der er værre.
Men nu ser metrologerne ud til at være faldet på plads med en vejrudsigt, som sætter gode forudsætninger for byens største begivenhed.
Ifølge DMI starter morgenen ud med 14 grader og fuld sol fra klokken 06.00, hvorefter temperaturen langsomt stiger frem til klokken 11, hvor vi rammer 21 grader.
Klokken 13 runder vi dagens rekord på 22 grader - en relativ kort fornøjelse, men de efterfølgende 19 grader kan vist også gøre det.
Skulle der komme snerten af regn, er det i timerne mellem klokken 14 og 16, hvor skyerne trækker ind over byen og truer med op til - hold nu fast - 0,1 millimeter regn. Det skal altså nok gå alt sammen.
Herefter vinder solen tilbage, og temperaturen holder sig på de 19 grader helt frem til de sene timer i Kildeparken, hvor der stadig er fuld sol og 15 grader klokken 21.
Der vil være vind dagen igennem, men ikke noget vildt og voldsomt. Så alt i alt, ser det altså ud til at vejret i Aalborg bliver skønt 23. maj.