Billede beskrivelse

Prøv noget nyt: Tre Aalborg-foreninger går sammen

24. december 2025 kl. 11.00

AALBORG: Nu nærmer vi os nytår, og et nyt år er lig med en ny begyndelse.

Og overvejer du et nytårsforsæt, så har vi et forslag: Hvad med at kaste dig over skydning, fægtning eller selvforsvar?

Eller endnu bedre – hvorfor ikke prøve alle tre på én gang?

Det kan du nu, takket være et nyt samarbejde mellem de tre Vestby-foreninger: Aalborg Skyttekreds, Aalborg Fægteklub og Aalborg Selvforsvar og Ju-Jitsu Klub.

Samarbejdet går under navnet Naboprojekt, og formålet er at skabe større kendskab til de tre sportsgrene.

– Vi gør det for at vise, hvad man også kan gå til, og for at vise, hvad der også sker i Vestbyen, fortæller Dorthe Dehn Jørgensen fra Aalborg Selvforsvar og Ju-Jitsu Klub.

Det fungerer ved, at du tilmelder dig et prøvemedlemskab, og så kan du få lov til at give dig i kast med diverse discipliner inden for hver sportsgren.

Projektet løber over tre måneder – fra 1. januar til 31. marts – og et medlemskab koster 50 kroner.

Alle tre foreninger har adresse på Vesterkærets Skole på Skydebanevej 1.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste