Populær lademulighed udvidet i Aalborg Øst
AALBORG: De havde to, og nu har de fire.
Kunderne i Føtex Aalborg Øst har længe kunnet lade bilen op ved to lynladestandere - med fire ladepunkter - på parkeringspladsen, og på grund af en stigende efterspørgsel har varehuset nu udvidet ordningen.
I fremtiden er der således fire lynladere med i alt otte lynladepunkter.
Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
- Det er fantastisk, at i alt otte biler nu kan lade på samme tid hos os, mens de handler. Vores fire eksisterende lynladeudtag har været populære, og det er derfor meget positivt, at vi nu kan tilbyde fire lynladepunkter yderligere.
- Samtidig er jeg glad for, at vi kan bidrage til den grønne omstilling. Der kommer flere og flere elbiler på vejene, så det glæder mig, at vi kan være med til at gøre det nemmere for aalborgenserne og turister i byen, at de kan lade hos os, siger Andreas Sondrup Kurinow, der er varehuschef i Føtex Aalborg Øst.
De nye lynladere på parkeringspladsen ved Føtex Aalborg Øst er fra Clever.
Det er muligt at oplade bilen både på et abonnement ved Clever eller forbrugsafregnet pr. kWh.