Populær julekoncert vender tilbage til Aalborg for tredje år i træk
AALBORG: For tredje år i træk kan publikum opleve den hyggelige julekoncert med fællessang.
Det sker , når Katrine Muff og Johannes Langkilde gæster Europahallen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) søndag den 13. december 2026.
Efter endnu en vellykket koncert i Europahallen, hvor de sang de hyggeligste julesange sammen med publikum, er det allerede nu bekræftet, at den populære julekoncert vender tilbage næste år.
Denne koncert vil som de foregående have fokus på musikkens, fortællingens og fællesskabets magi. Publikum kan glæde sig til at synge med på de bedste julesange, både de velkendte og de mere sjældne.
Johannes Langkilde deler sine tanker om koncerten: "Vi har sammensat en række sange, som jeg håber får alle til at gå hjem med følelsen af, at det var godt, vi netop spillede dén sang, fordi den betyder noget særligt for dem. Det er en fantastisk mulighed for at komme vidt omkring i julemusikken."
Katrine Muff tilføjer: "Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der er julestemningsgaranti. Alle kan være med og føle sig favnet i denne her koncert, ligegyldigt hvor man er på julebarometeret. Der er noget til alle."
Kærlighed til musikken
Katrine Muff har sunget, før hun kunne gå. Hendes kærlighed til musikken har været en rød tråd gennem hele hendes liv. I dag er hun både tv-vært, radiovært, korleder, sangcoach, artist og komponist.
Hendes musikalske rødder stammer fra de danske salmer og Højskolesangbogen, hvor hun lærte teksterne udenad, inden hun kunne læse. Fem af hendes egne kompositioner er blevet optaget i Kirkesangbogen og fem i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.
Johannes Langkilde har været kendt som tv-vært i næsten 20 år. Selvom han stammer fra en musikerfamilie, var en karriere indenfor tv-journalistik ikke nødvendigvis en given vej.
Ligesom sin mor spiller han klaver og begyndte at spille trompet i en tidlig alder. Efter sin studentereksamen blev han optaget på et jazzkonservatorium i Salon-de-Provence, Sydfrankrig.