Populær bildeleordning lukker ned for mulighed, der har eksisteret i 21 år
NORDJYLLAND: Siden stiftelsen i 2005 har GoMore sørget for, at adskillige danskere har kunnet køre sammen.
Både for at spare penge - og også tid.
Ved udgangen af februar er det imidlertid slut med muligheden for samkørsel hos GoMore.
Det skriver direktør og medstifter, Matias Møl Dalsgaard, på GoMores hjemmeside.
"At lukke samkørsel har på ingen måde været en nem beslutning. Samkørsel var starten på GoMore. Oprindeligt startet af to studerende i 2005 og siden genstartet som professionel virksomhed i 2013".
"Samkørsel blomstrede i årene 2013-2018, og vi faciliterede mere end 2 millioner lift i Danmark. Det førte til et utal af gode, magiske og overraskende møder mellem skønne mennesker. Jeg var selv en meget aktiv bruger af platformen med over 100 lift og gode minder i bagagen," skriver direktøren.
Han peger på en deregulering af markedet for langdistancebusser, billigere busbilletter samt corona-pandemien som afgørende faktorer for, at man nu lukker samkørselsbenet i forretningen.
I dag udgør samkørsler således under én procent af GoMores samlede forretning og har generelt været underskudsgivende i de senere år.
"Nu går den desværre ikke længere. For fortsat at kunne vokse som virksomhed og fokusere der, hvor vi for alvor kan gøre en forskel og indfri vores mission, er vi nødt til at træffe den svære beslutning at lukke samkørsel," skriver Matias Møl Dalsgaard.
Der er mulighed for at bruge samkørsel gennem GoMore til og med 28. februar.