Omfattende motorvejsprojekt endelig færdigt: Det skal der ske nu
Har du bevæget dig ad Nordjyske Motorvej på strækningen mellem Limfjordstunnellen og Skalborg på det seneste?
Så har du garanteret bemærket de meterhøje støjskærme, der er blevet opført i begge sider af motorvejskanten - men måske også at de tidligere fartbegræsninger på både 50, 70 og 80 km/t nu ikke længere er gældende.
Og det skal man tage som et godt tegn, hvis man skal tro Vejdirektoratet.
I en pressemeddelelse skriver den statslige institution nemlig, at arbejdet med at opføre og montere støjskærme langs motorvejen er bragt til ende.
- Vi ved godt, at vi har testet både naboer og trafikanters tålmodighed i Aalborg det sidste lange stykke tid. Men nu er støjskærmene sat op, og selvom de ikke kan fjerne støjen, vil de forhåbentlig dæmpe støjen fra motorvejen for rigtig mange naboer i området, siger Mette Aakær Møller, projektleder ved Vejdirektoratet.
Det omfattende vejarbejde har stået på i omtrent halvandet år, men for nu skulle det altså være slut med gener for trafikanterne - og forhåbentlig også mindre støj for naboerne til motorvejen.
Og i forhold til det æstetiske udtryk af sådanne meterhøje støjskærme, har Vejdirektoratet også tænkt nogle tanker i den retning.
- 9 meter kan virke som en markant barriere, og derfor vælger vi også at beplante størstedelen af skærmen, så om et par år har vi forhåbentlig en smuk grøn korridor ved Aalborg, siger Mette Aakær Møller.
Er du i tvivl om, hvordan støjskærmene helt konkret afhjælper støjgenerne fra motorvejen, har Vejdirektoratet udformet nedenstående video til formålet.