Nytårsfærge lægger til i Aalborg
AALBORG: Hvis du lægger vejen forbi havnefronten i disse dage, kan du hilse på årets sidste krydstogtgæst i Aalborg.
Færgen MS Bergensfjord har nemlig lagt til og overnatter i havnen til onsdag, hvorefter skibet drager ud på sit årlige nytårscruise.
Planen er, at færgen sejler fra Aalborg onsdag den 31. december klokken 17 med kurs mod Skagens kyst, hvor den ved midnat ligger klar, så gæsterne kan opleve nytårsfyrværkeriet over byen.
Herefter går turen videre mod Kristiansand med forventet ankomst kl. 12.30 nytårsdag, inden færgen sejler tilbage mod Hirtshals.
Den 170 meter lange færge har plads til 1.500 passagerer og hører under det norske rederi Fjord Line.
Efter normal sejlplan sejler MS Bergensfjord sammen med søsterskibet MS Stavangerfjord mellem Kristiansand-Hirtshals-Stavanger-Bergen og retur. Fjord Line råder desuden over katamaranen Fjord FSTR, som også sejler mellem Norge og Danmark via ruten Hirtshals-Kristiansand.