Nyt ungdomsdykkerhold på vej: - Der gemmer sig en anden verden under overfladen
AALBORG: Under havet gemmer der sig en verden, der er helt anderledes end livet på land.
Livet under vandoverfladen er noget særligt. Dykker man ned og kigger sig omkring, kan man for en stund få et glimt af, hvordan hverdagen svømmer forbi.
For nysgerrige unge bliver der nu mulighed for at komme med under vandet.
Aalborg Svømmeklub Sportsdykkerafdeling åbner nemlig ungdomshold for 12-18-årige.
– Vi vil gerne have nogle unge mennesker ud at prøve at dykke med flaske for at give dem en anderledes naturoplevelse og en ny form for udfordring. Det er noget andet at ligge under vandet, fortæller Søren Staun Jørgensen, der er formand for Aalborg Svømmeklub Sportsdykkerafdeling.
En del af et større mål
Aalborg Svømmeklub Sportsdykkerafdeling er en 55 år gammel klub.
– Vi er en gruppe passionerede dykkere, der dykker regelmæssigt. Indtil nu har klubben mest været for voksne dykkere, fortæller Søren Staun Jørgensen.
Men Aalborg Svømmeklub har observeret, at mange unge mennesker forsvinder ud af foreningslivet, når de har lært at svømme. Det ønsker klubben at ændre på, og derfor vil man nu øge fokus på andre grene af svømning såsom udspring, vandpolo og dykning.
– Det kan også være, at de stopper, fordi de ikke bliver udtaget til eliteholdene. Sådan behøver det ikke at være, og derfor har vi iværksat nogle nye tiltag, der kan guide unge mennesker over i andre dele af svømningen, forklarer Søren Staun Jørgensen.
Ungdomsdykningen er et anderledes svømmetilbud, der kan være med til at fastholde unge i foreningslivet.
135.000 kroner i støtte
Til opstarten af de nye tiltag i Aalborg Svømmeklub Sportsdykkerafdeling har klubben modtaget økonomisk støtte.
I alt har projektet fået 135.000 kroner fra DIF og DGI’s foreningspulje, Nordea-fonden og Aalborg Kommune.
Pengene er gået til indkøb af udstyr.
– Det koster mellem 5.000 og 10.000 kroner at anskaffe sig begynderudstyr til dykning. Det er de færreste, der er villige til at betale det beløb bare for at prøve dykning af. Derfor har vi købt udstyr til 10 personer for pengene.
Man skal som nystartet blot medbringe badetøj og håndklæde.
Det første ungdomshold starter op i januar, og træningen kommer til at foregå i svømmehallen på Gl. Lindholm Skole.
– I de kolde vintermåneder starter vi i svømmehallen, hvor vi lærer det grundlæggende og langsomt bygger på, så man bliver fortrolig med at dykke. Når vandet bliver varmere, og man er blevet dygtigere, bevæger vi os ud i åbent vand, fortæller Søren Staun Jørgensen.
Til sommer vil nogle af deltagerne være så dygtige, at de kan få et PADI-dykkercertifikat – et certifikat, der giver lov til at dykke ned til 15–18 meters dybde over hele verden.
– Man kan godt tage certifikatet andre steder på 4-5 dage, men vi har valgt en anden tilgang, hvor vi spreder undervisningen ud og gør det til en hyggelig holdsport.
Når man er under 15 år, må man kun dykke sammen med en voksen. Over 15 år må man dykke med andre.
Prisen for et halvt år på holdet er 4.200 kroner, og det dækker alle udgifter.
– Det dækker også, at man – hvis man er dygtig nok – kan få PADI-certifikatet, som følger en resten af livet og kan bruges overalt i verden.
En anderledes verden
– Der gemmer sig en helt anden verden under overfladen, som de fleste mennesker aldrig ser. Det gælder både herhjemme og i udlandet, fortæller Søren Staun Jørgensen.
Han forklarer, at man gennem dykning kan få nogle helt unikke naturoplevelser.
– Det er klart, at den verden ændrer sig alt efter, hvor man dykker. Koraller og farvestrålende fisk er én ting, men det er også en kæmpe naturoplevelse at dykke i Danmark – på trods af miljøudfordringerne i de danske farvande. Der findes stadig mange gode steder at dykke herhjemme, og der gemmer sig masser af oplevelser under vandet, siger Søren Staun Jørgensen.
For alle interesserede er der intromøde til ungdomsdykkerholdet torsdag den 8. januar ved svømmehallen på Gl. Lindholm Skole klokken 18.
– Man kommer ikke i vandet til mødet, men vi har noget udstyr med, så man kan se det. Første træning finder sted den 15. januar, fortæller Søren Staun Jørgensen.