Billede beskrivelse

Nyt røgeri og foreningshus på vej i havneby

16. februar 2026 kl. 06.02

HALS: Et tidligere maskinværksted på Østpieren i Hals skal omdannes til røgeri, fiskebutik og foreningshus. 

I hvert fald, hvis det står til en gruppe lokale initiativtagere.

Således står både Restaurant Havkatten samt foreningen E/F for Udvikling af Færgevej 10 i spidsen for planerne. 

Sidstnævnte ejer grunden, mens selve bygningen indehaves af selskabet bag Havkatten.

- Projektet har til formål at etablere et røgeri og foreningshus på Hals Havn, der styrker fællesskab, lokal identitet og livet på havnen, hedder det i en erklæring.

Bygningen på cirka 250 kvadratmeter bevares og ombygges, hvor halvdelen indrettes til røgeri og butik, og resten til foreningshus med opholdsrum og udstilling. 

Gennem vinduer kan besøgende følge røgeprocessen og opleve det lokale fødevarehåndværk. 

Skorstene, inspireret af bornholmske røgerier, skal markere produktionen og understrege havnens maritime stemning.

Projektet søger støtte fra Realdanias kampagne, Underværker. 

For at komme i betragtning kræves mindst 500 tilkendegivelser, men initiativtagerne har i skrivende stund allerede opbakning fra over 2.500 personer.

Fiskebutikken skal selvsagt levere havnens lækkerier, mens foreningsdelen kan lejes til arrangementer. 

Samarbejde med Springeren i Aalborg og det lokale museum skal sikre temadage, fællesspisninger samt undervisningsforløb for børn.

Projektets samlede budget er på 5 mio. kr., hvoraf der søges 1,2 mio. kr. i støtte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste