Billede beskrivelse

Nyt forsamlingshus er på vej i oplandsby

27. oktober 2025 kl. 09.02
Opdateret 29. oktober 2025 kl. 11.00

I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at den tidligere ejer af huset, Henrik Madsen, var død. Det er ikke korrekt. Henrik Madsen lever i bedste velgående. Vi beklager fejlen

VESTERHASSING: Lørdag havde Vester Hassing Borgerforening inviteret til åbent hus i det kommende forsamlingshus – det tidligere værtshus, Hos Anette på Springvandspladsen. 

Mange borgere kiggede forbi for at få et indblik i planerne og komme med idéer til det nye samlingspunkt i byen.

Formanden for borgerforeningen, Kent Laursen, glæder sig over den store interesse. 

- Vi har mange idéer, fastslår han. 

- En væsentlig brik i projektet er dog økonomien. Aalborg Kommune har sagt ja til at hjælpe med at forbedre husets klimaskal. Men der skal langt større beløb på bordet, hvis projektet skal gøres færdigt. Alt skal reelt restaureres, og nu skal vi i gang med at søge fonde og sponsorer, forklarer Kent Laursen.

Billede beskrivelse

Og borgerforeningen har store ambitioner med huset. Det skal ikke bare benyttes som mødelokale, men være et aktivt centrum for byen. Lokalerne skal rumme alt fra generalforsamlinger til kulturelle tiltag som foredrag, koncerter og udstillinger. Samtidig skal der bidrages til driften ved at leje huset ud til private fester og selskaber.

Tidshorisonten er derimod ikke defineret. 

- Vi har ingen deadline, siger Kent Laursen. 

- En del af hensigten med åbent hus-arrangementet har netop været at samle idéer fra borgerne i Vester Hassing. Der er mange bolde i luften, men foreløbig glæder vi os over, at vi har fået muligheden for at arbejde videre med projektet, konstaterer formanden.

Billede beskrivelse

Vester Hassing Borgerforening overtog i 2023 bygningen, og købsprisen var 425.000 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste