Billede beskrivelse

Nye regler skabte parkeringskaos i Øgaden: Nu kommer hjælpen

22. maj 2025 kl. 13.25

Det var ikke en aprilsnar, da Aalborg Kommune 1. april indførte betalingsparkering i Øgadekvarteret. 

Ændringen har dog fået en hård medfart - og har blandt andet ført til flere udfordringer i de omkringliggende områder. 

Nu indfører Aalborg Kommune dog en række tiltag, der "kommer borgerne i Øgadekvarteret og Vejgård i møde". 

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

- Det er vigtigt at lytte til kritikken fra borgere og erhvervsliv, og det har vi gjort. Jeg har besøgt forskellige interessenter og været på besigtigelse i området, og nu forsøger vi at imødekomme flest mulige ønsker og interesser. Vi skal løbende opsamle erfaringer fra udrulningen af de nye parkeringsforhold, for byrådet har jo besluttet, at Øgadekvarteret er det første af en række kvarterer i byen, hvor der skal indføres regulering af parkeringen, siger rådmand for By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen.

Aalborg Kommune beskriver selv, reguleringen af parkeringen i området har givet udfordringer for erhvervslivet og beboerne i Øgaden.

Men det skal en række konkrete tiltag altså nu afhjælpe. 

Blandt andet betyder det, tidsbegræsningen på en række tidsbegrænsede p-pladser ændres fra én til to timer på de steder, hvor pladserne er i tilknytning til eksempelvis frisører og tandlæger, "så kunderne bedre kan nå det, de skal", skriver Aalborg Kommune. 

Ydermere følger kommunen udviklingen i belægningen på betalingsparkering på Sønderbro, Fynsgade og Vendsysselgade. 

"Hvis der på sigt fortsat er lav belægning på betalingspladserne på Sønderbro og høj belægning i Vendsysselgade, konverteres en del af betalingspladserne på Sønderbro til parkeringslicens og omvendt i Vendsysselgade. Derudover indføres en række andre tiltag i de to bydele," skriver Aalborg Kommune.

Det forventes, at pakken med nye ændringer er indført om en cirka en måneds tid - ligesom man fra kommunens side ikke vil afvise, at "flere justeringer kan komme på tale". 

De øvrige tiltag kan du læse mere om i faktaboksen nedenfor. 

Konkrete tiltag i Øgaden

  • Plads til gulpladebiler
  • Håndværkerne har også haft udfordringer med, at der i Ø-gadekvarteret er langt at gå fra betalingsparkeringen til deres opgaver. Det har kommunen lyttet til og indfører derfor cirka 10 pladser forbeholdt gulpladebiler på hverdage kl. 7-16, mod betaling. Disse pladser placeres 5 steder med 2 p-pladser hvert sted og i områder med størst afstand til eksisterende betalingsparkering.
  • Hjælp til beboere
  • De nye tider med betalingsparkering i Ø-Gadekvarteret har også givet udfordringer på de nærmeste veje i Vejgård, da flere bilister er begyndt at parkere her som en afledt effekt. Det har betydet, at nogle beboere har haft svært ved at komme ud fra deres indkørsel samt nedsat fremkommelighed og trafiksikkerhed på nogle veje. Nu vil kommunen hjælpe beboerne i Vejgård ved bl.a. at indføre parkeringsforbud i den ene side af vejen på Bernstorffsgade og Vonsyldsgade for at sikre fremkommelighed og bedre trafiksikkerhed.
  • Ændringer i tidsbegrænsning
  • Kommunen forsøger også at tage noget af presset på villavejene i Vejgård ved at fjerne tidsbegrænsningen på 26 pladser på p-pladsen i Odinsgade ved Coop365 samt på parkeringspladsen i Samsøgade ved den nedbrændte svømmehal. Herudover indføres tidsbegrænsning på alle p-pladser ved Østre Alle Hallen, som minimum i eftermiddags- og aftentimer, for at imødekomme brugere af hallen og tennisbanerne. Desuden indføres grundet trafiksikkerhed et p-forbud på en del af Petersborgsvej syd for rundkørslen.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste