Nye kloakprojekter lukker veje i Aalborg
AALBORG: Frosten er væk, og foråret er i gang, og det betyder, at Aalborg Forsyning igen sætter fart på arbejdet med at separatkloakere.
Det vil medføre flere spærrede veje det næste stykke tid, oplyser Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse – se hvor herunder.
– Flere af stederne er trafikerede veje, som bliver brugt af mange, eller hvor der er mange private boliger. Vi ved, at gravearbejdet vil kunne give længere transporttid, og derfor arbejder vi så hurtigt og effektivt, som vi kan, og der vil være tydelig skiltning på vejene, siger Birthe Dilling Berg, der er vand- og spildevandchef i Aalborg Forsyning.
Hvad er separatkloakering?
Hvert år investerer Aalborg Forsyning omkring 260 millioner kroner i separatkloakering for at gøre kloaksystemet mere robust mod stigende regnmængder.
Separatkloakering er, når regnvand og spildevand ledes væk i hvert sit rør i stedet for ét rør.
Ved kraftige regnskyl er der i dag en risiko for, at spildevand havner i kældre og vandløb, fordi der ikke er plads til både spildevand og store mængder regnvand i samme ledning.
Med et separatkloakeret system vil regnvand blive ledt ud i regnvandsbassiner i naturen, mens spildevandet fra fx toiletter, køkkener og industrien bliver sendt til rensning på renseanlægget.
Derudover bidrager separatkloakering til, at renseanlæggene bliver mere robuste og fungerer bedre, når de kun modtager koncentreret spildevand, der ikke er blandet med regnvand.
Ifølge Aalborg Kommunes spildevandsplan skal separatkloakeringen i Aalborg Kommune være færdig inden 2065.
– Det er et stort arbejde og en kæmpe klimainvestering, som tager tid, for vi kan jo ikke grave hele kommunen op på én gang. Lige nu er vi i mål med næsten 72% af separatkloakeringen i Aalborg Kommune, og med forårets komme kan vi for alvor tage fat på dette års separatkloakeringsprojekter, siger vand- og spildevandschef i Aalborg Forsyning, Birthe Dilling Berg.