Billede beskrivelse

Ny skulpturel udsigtspost på lokal havn

30. maj 2025 kl. 17.02

I et land uden høje bjerge må vi bryste os af lange, smukke kyster og mange havne. 

Det mener man også hos foreningen Maritime Oplevelser - Hals Havn. 

Foreningen er blandt andet sat i verden for at bevare, udvikle og styrke den lokale maritime kultur og sjæl med aktiviteter og oplevelser. 

Foreningen har netop modtaget en donation på 198.000 kroner fra Melsen Fonden til et projekt, hvor skrottede både forvandles til maritime ”pavilloner” på havnen. 

Mere konkret er der tale om kunstværket Stævnemøde, som skal fungere som en skulpturel udsigtspost på Hals Havn. 

- Vi er så utroligt glade for donationen fra Melsen Fonden. Den har gjort det muligt for os at realisere projektet, siger Grete Holch Skalkam, formand for Maritime Oplevelser - Hals Havn. 

- Med Stævnemøde har vi skabt et kunstværk, som efter vores mening vil pryde havnen, og som samtidig skal fungere som en kærkommen udsigtsplads, hvor man kan være i ly for vind og vejr, tilføjer hun.

Fokus på høj kvalitet

Projektet er udført i samarbejde med elever fra FGU-skolen i Elling. 

Her har tidligere underviser, Per Frøsig, haft en stor andel i det kunstneriske udtryk. 

Fokus har især været på at anvende træbåde i meget høj kvalitet, som ofte kasseres, når de ikke længere kan bruges på vandet. 

Donationen fra Melsen Fonden er fortrinsvis anvendt til materialer. 

Derudover har foreningen lagt adskillige frivillige timer i arbejdet med at realisere projektet. 

- Det er meget prisværdigt, at Maritime Oplevelser - Hals Havn lægger så stort et stykke frivilligt arbejde i projekter, som kommer hele byen til gode, bemærker bestyrelsesformand i Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen, og han tilføjer:

- Livet på og omkring havet og fjorden er en stor del af kulturen og historien i Hals. Vi er derfor meget glade for at kunne støtte realiseringen. 

Stævnemøde præsenteres officielt ved et arrangement den 11. juni kl. 13. 

Her inviterer Maritime Oplevelser - Hals Havn alle til at kigge forbi Østpieren, hvor kunstneren Per Frøsig fortæller om projektet, og hvor Stiven Larsen fra Melsen Fonden klipper den røde snor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste