Ny lægeklinik åbner på Nytorv: Tager imod nye patienter
AALBORG: Fra 1. september får aalborgenserne en ny lægeklinik midt i byen.
Her åbner Færchs Lægeklinik på Nytorv med speciallæge i almen medicin Anne-Sophie Færch i spidsen. Klinikken, hjemmesiden og telefonen går alle i drift mandag 1. september 2026.
Anne-Sophie Færch blev uddannet læge fra Syddansk Universitet i 2020 og blev speciallæge i almen medicin i 2026. Hun har tidligere været læge i klinikken Læge John Hyltoft på Ved Stranden i Aalborg.
I den nye klinik får hun selskab af klinikassistent Josefine Olesen. På klinikkens hjemmeside fremgår det desuden, at teamet skal bestå af praktiserende speciallæger, uddannelseslæger og øvrigt personale.
Færchs Lægeklinik vil ifølge hjemmesiden have fokus på tryghed, nærvær og kontinuitet. Klinikken beskriver selv ambitionen som et klassisk familielægekoncept, hvor patienterne møder få gennemgående personer, som kan lære dem at kende over tid.
Klinikken oplyser desuden, at den vil bestræbe sig på, at patienterne kan få en tid senest fem dage efter, at de har taget kontakt.
Færchs Lægeklinik får til huse i moderne og handicapvenlige lokaler på Nytorv med adgang til parkering og offentlig transport.
Klinikken har åbent for tilgang af nye patienter.