Billede beskrivelse

Ny ladestation ved motorvejen åbner med godt tilbud - og fastfood-nabo følger trop

19. december 2024 kl. 06.00

Kører du forbi Svenstrup på motorvejen i dag og i weekenden - og ejer du en elbil - har Ewii et godt tilbud til dig. 

Elselskabet åbner nemlig en ny ladestation med plads til otte biler ved Svenstrup-afkørslen - og det fejrer man med strøm til din elbil til kun 1,99 kr. per kWh.

Det skriver Ewii i en pressemeddelelse. 

- I Ewii tror vi på, at endnu flere vælger elbilen, når de har adgang til nem og hurtig opladning. Vores lynladestation ved Svenstrup med 400 kW-lynladere gør det markant lettere at lade elbilen for både lokale beboere, pendlere på farten og områdets mange turister. Vi sætter Ewii på landkortet i et område, hvor der indtil nu kun har været få lynladere, siger Jesper Nicolaisen, chef for ladeinfrastruktur i Ewii.

Samtidig med åbningen af den nye ladestation kl. 12 torsdag, kvitterer Burger King også med 15 procents rabat på menukortet i den nærliggende fastfood-restaurant. 

- De 20 minutter, det cirka tager at lynlade en bil til 80 procent, passer perfekt med den tid, gæsterne typisk bruger i vores restaurant. Derfor giver placeringen af ladestationen rigtig god mening. Vi glæder os til at tage imod de elbilister, der vil benytte ladetiden til selv at blive tanket op med energi hos Burger King, siger Daniel Selch fra Burger King i Svenstrup. 

Begge rabatter gælder fra torsdag kl. 12 til og med søndag 22. december. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste