Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ny forening vil styrke den positive fortælling om Hals

27. maj 2026 kl. 06.03

HALS: Det nye borgerinitiativ, "Sammen om Hals", fik en flot start, da omkring 90 borgere for nylig mødte op til informationsmøde i aulaen på Hals Skole. 

Her blev den nye forening officielt præsenteret. 

Det skete i tillæg til den nye hjemmeside halsby.dk, som samtidig gik i luften.

"Sammen om Hals" udspringer af det stormøde, som initiativtager Marianne Nielsen inviterede til i Sejlsportens Hus i januar. 

Dengang mødte 125 deltagere op for at diskutere fremtiden for Hals. 

Nu er idéerne blevet omsat til en egentlig forening med Cathrine Badsberg som formand. 

Bestyrelsen består desuden af Karsten Trabjerg, Kit Sørensen, Frederik Jørgensen og Mette Rasmussen, som ved mødet på Hals Skole fortalte om visionerne bag initiativet.

- Det var et fint arrangement, og vi fornemmede en rigtig god opbakning. Allerede nu er medlemstallet oppe på omkring 80, beretter Karsten Trabjerg.

Han understreger, at "Sammen om Hals" ikke skal ses som en pendant til Hals Samråd.

Det er snarere en paraplyorganisation for hele byen med fokus på at samle og synliggøre alt fra hverdagsliv, foreninger og arrangementer til turisme og erhverv. 

- Vi vil samle de mange positive initiativer og fortællinger, der er om Hals, forklarer Karsten Trabjerg. 

- Vores mål er at skabe en positiv fortælling og på dén måde blandt andet styrke muligheden for at tiltrække nye borgere og hive gæster til byen i al almindelighed. Vi stiler ligeledes mod at gøre Hals til et endnu bedre sted at bo og leve for de borgere, vi allerede har i byen, tilføjer han.

Billede beskrivelse

Foreningen har allerede sat flere projekter i gang. 

I samarbejde med udlejere af byens erhvervslokaler er flere tomme butikker blevet udsmykket med kunst og kunsthåndværk. 

Samtidig har foreningen sammen med lokale ejendomsmæglere lanceret en velkomstpakke til nye borgere. 

Pakken består af en mulepose med information om byen samt små gaver fra Salon Rapuntorenzel og Nybæk Gårdbutik.

- Ideen er, at nye borgere skal føle sig ekstra velkomne i Hals, forklarer Karsten Trabjerg.

Der arbejdes også på et såkaldt “suttetræ”, hvor børn kan hænge deres aflagte sutter op.

- Det skal være et symbol på, at Hals også er en by for børnefamilier og de yngste borgere. Vi forventer at afvikle en stor indvielse af træet i løbet af sommeren, siger han.

På den nye hjemmeside halsby.dk er der allerede godt gang i trafikken. 

Sitet informerer om alt fra spisesteder og ledige boliger til små hverdagshistorier fra lokalområdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste