Nu kan du flyve direkte til Grønland fra Aalborg
Tidligt torsdag morgen blev en ny forbindelse mellem Danmark og Grønland indviet.
Fra Aalborg Lufthavn kan man således fra nu af rejse direkte til Nuuk - og det blev fejret på behørig vis.
Det skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.
- -Vi er utrolig stolte over at kunne åbne denne nye rute i samarbejde med Air Greenland og Ruby Rejser. Det har længe været et ønske at forbinde Nordjylland direkte med Grønland, og vi ser et stort potentiale i både fritids- og erhvervstrafikken, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Ruten mellem Nuuk og Aalborg er den første af sin slags, og Niels Hemmingsen ser da også et stort potentiale i den nye infrastruktur mellem Nordjylland og Grønland.
- Grønland er en destination, der fascinerer og tiltrækker mange og nu gør vi rejsen dertil både lettere og hurtigere. Samtidig skaber ruten nye muligheder for cargo og styrker forbindelserne til Nordatlanten, hvilket gavner både turisme, erhvervsliv og handelsaktiviteter, siger han.
Indvielsen af den nye flyrute blev fejret med både croissanter, juice og kaffe til de første rejsende på ruten, ligesom der var pyntet op i gaten med grønlandske farver.