Billede beskrivelse

Seaport er officielt fortid: Det skal der ske nu efter ejerskifte

22. maj 2025 kl. 15.02
Opdateret kl. 16.55

På nærmest ceremoniel manér blev Seaport som brand og bowlingcenter mandag afmonteret på Strandvejen.

Det ikoniske Seaport-skilt blev pillet af facaden - og i stedet er et nyt Bowl'n'Fun-skilt sat op. 

Skiftet markerer tillige en overgang fra 31 års ledelse under Kim Dahl - og symboliserer en ny begyndelse med Maximum-ægteparret Steffen og Lene Larsen i spidsen. 

Og de har allerede lagt planer for deres nye domicil i det centrale. Det fortalte Lene Larsen til Ligeher.nu Aalborg tidligere på året. 

I en pressemeddelelse - fremsendt til Ligeher.nu Aalborg efter skilteopsætningen - fortæller Maximum-kæden nu mere om fremtiden for deres nyeste bowlingtilføjelse. 

For det første er centerets nye navn Bowl'n'Fun & Restaurant The Grill, og allerede fra den forestående sommer kan gæster se frem til en række spændende nyheder. 

Den største forandring bliver introduktionen af Restaurant The Grill, som kæden beskriver som "et stemningsfuldt spisested midt i byen med en stor buffet fyldt med smag, hygge og god stemning". 

- Vi er i fuld gang med at skabe et levende citycenter, hvor mad, underholdning og fællesskab går hånd i hånd. Seaport har altid haft en særlig plads i Aalborg, og vi glæder os til at videreføre det – i nye rammer og med masser af energi, siger Steffen Larsen, der er medejer af Bowl’n’Fun/Maximum-kæden.

Billede beskrivelse

Derudover teaser han for, at man hen over sommeren vil kunne glæde sig til både DJ hver fredag og lørdag aften, en ny cocktailbar med farverige drinks samt en opgraderet bowlingoplevelse med mere lys, lyd og stemning. 

Og fra september kommer så Big Time Brunch-buffet også til i centeret. 

- Vi skaber et sted med puls og nærvær, hvor man både kan spise godt, grine sammen og få en aften ud over det sædvanlige. Vi ser frem til at byde aalborgenserne og byens gæster velkommen i det nye Bowl’n’Fun & The Grill, siger Steffen Larsen. 

Du finder Bowl'n'Fun-centeret på Strandvejen 7. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste