Norlys indvier markant domicil på havnefronten
Fredag formiddag blev Norlys’ nye domicil på havnefronten i Aalborg officielt indviet ved en velbesøgt ceremoni.
Arrangementet tiltrak sig stor opmærksomhed, og de mange gæster fik indblik i såvel tankerne bag byggeriet som perspektiverne for fremtidens arbejdsplads.
Det 11.700 kvadratmeter store byggeri er tegnet af Sweco Architects og rummer moderne faciliteter for over 800 medarbejdere.
Domicilet er indrettet med fokus på både bæredygtighed og trivsel.
Huset opnår blandt andet guld inden for den såkaldte DGNB-certificering.
Samtidig lever kontormiljøerne op til de høje krav, som sætter særligt fokus på et sundt indeklima.
Trappe skal sikre liv
Indvielsesprogrammet var ledsaget af taler og præsentation af hele processen fra idé til færdigt byggeri.
- Vi har blandt andet ønsket at skabe en markant trappe midt i bygningens atrium, forklarede kreativ leder hos Sweco Architects, Peter Iversen.
- Trappen er med til at sikre liv, og den gør, at husets medarbejdere nemt kan bevæge sig rundt fra etage til etage, tilføjede han.
CFO hos Norlys, Anne Mette Aaby Aaes fulgte trop og slog fast, at det markante rum udgør husets hjerte.
- Det er her, vi mødes på tværs. Trappen binder os sammen på både praktisk og symbolsk vis, konstaterede hun, inden det var tid til klipning af det røde bånd.
Til dette var rådmand for By og Land hos Aalborg Kommune, Jan Nymark Thaysen (V) hyret ind.
Han forestod den officielle seance i selskab med repræsentanter fra koncernledelsen.
Det nye byggeri rejser sig i øvrigt 32 meter over Limfjorden i en skrånende profil mod syd.
Projektet er udført i en totalentreprise af A. Enggaard.
Som en del af projektet er der også opført et nyt parkeringshus, der skal lette adgangen for både medarbejdere og besøgende.