30. november 2025 kl. 10.02
AALBORG: I Nordjylland har over 200.000 personer oplevet at miste en forælder, søskende, ægtefælle eller et barn.
Blandt dem er der nordjyder, som har fået slået livet helt ud af kurs og føler sig alene i sorgen.
Med åbningen af Det Nationale Sorgcenter i Aalborg bliver hjælpen nu gratis - som det første og eneste sted i landet - uanset hvem du har mistet i den nærmeste familie.
Det Nationale Sorgcenter
- Det Nationale Sorgcenter er en landsdækkende, nonprofitorganisation, der arbejder for, at sorg aldrig må ødelægge liv. De forsker, behandler og uddanner – og driver frivillige fællesskaber for efterladte og pårørende. Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter, har allerede en nordjysk afdeling i Aalborg. Med det nye tilbud udvides hjælpen nu til voksne efterladte.
Sorgreaktion, der kræver behandling
Sorg er en naturlig del af livet, og mange efterladte finder med støtte fra de nærmeste en måde at leve videre på.
Men det gælder ikke for alle.
- For nogle kan sorgen sætte sig fast i særlig alvorlig grad, som gør, at der kan være brug for specialiseret psykologhjælp, fortæller Preben Engelbrekt, direktør og stifter af Det Nationale Sorgcenter.
Det Nationale Sorgcenters tilbud i Nordjylland
-
Gratis psykologhjælp til voksne: Specialiseret psykologhjælp til personer over 28 år med komplicerede sorgreaktion, som har mistet en partner, barn, søskende eller forælder. Forløbene varetages af psykologer med særlig ekspertise i sorg. Henvisning er ikke nødvendig – man kan selv henvende sig.
-
Sorgcaféer: Frivillige, som selv har mistet, afholder sorgcaféer og samtalegrupper for efterladte voksne, hvor man kan møde andre i samme situation. Der er allerede afholdt tre arrangementer i Aalborg, hvoraf to har været udsolgt, hvilket vidner om et behov.
-
Sorglinjen: Telefon- og chatstøtte, når sorgen føles ekstra stor, og man mangler en at snakke med, som forstår en.
-
Rådgivning og viden: Pårørende, kolleger og fagprofessionelle kan få råd om, hvordan man bedst støtter en efterladt.
-
Gratis psykologhjælp til børn, unge og familier: Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter, tilbyder specialiseret psykologhjælp til børn og unge op til 27 år, hvis forælder eller søskende er alvorligt syg eller død.
Det estimeres, at op mod 2000 personer i Region Nordjylland hvert år rammes af en alvorlig reaktion på deres tab - kaldet komplicerede sorgreaktioner.
Uden behandling kan det føre til langvarigt fravær fra arbejde, depression, angst, søvnproblemer, isolation og ensomhed.
- Centeret i Nordjylland er det første sted i Danmark, hvor vi tilbyder specialiseret psykologhjælp for så bred en gruppe af voksne. Det er et afgørende skridt mod, at ingen i Nordjylland får ødelagt deres liv af sorgen, fortæller Preben Engelbrekt.
Sorg i Nordjylland
- Ca. 14.000 personer i Region Nordjylland bliver årligt efterladte efter dødsfald i den nærmeste familie.
- 10–15 pct. af efterladte udvikler komplicerede sorgreaktioner, som kræver målrettet behandling.
- Efterladte kan opleve forværret fysisk og mental sundhed, øget risiko for depression/angst og længerevarende arbejdsfravær.
Uanset hvem du har mistet
Med åbningen af sorgcentret i Aalborg bliver hjælpen nu gratis uanset, hvem du har mistet i den nærmeste familie.
Det Nationale Sorgcenter holder til på Badehusvej 15, 3. sal, 9000 Aalborg, i Center for Mental Sundhed, hvor de tager imod sorgramte borgere til psykologbehandling.
Det oplyser Det Nationale Sorgcenter i en pressemeddelelse.