Næsten 700 år gammel hovedgård sat til salg: Man køber historien med
STORVORDE: Nu har du muligheden for at sikre dig en historisk herregård med rødder tilbage til 1300-tallet.
Gudumlund Hovedgård, der ligger i naturskønne omgivelser lige uden for Storvorde, er blevet sat til salg til en pris på 10,9 millioner kroner.
Ejendommens fredede hovedbygning er delvist genopført i 1776 efter en brand, men den kan spores helt tilbage til 1345, hvor gården bliver nævnt i historiske kilder.
Gudumlund Hovedgård har et boligareal på 300 kvadratmeter, 60 kvadratmeter kælder og 24 kvadratmeter erhvervsareal. Derudover medfølger 50,45 hektar skov, eng og marker, hvor der er rig mulighed for at gå på jagt eller endda at fiske.
Man køber historien med
– Når man sælger sådan en ejendom, sælger man jo en historie med, der har varet i mange hundrede år, fortæller Evald Borup fra Ejendomsmæglerfirmaet Evald Borup, der har ejendommen til salg.
Evald Borup fortæller, at dem, der er interesseret i en sådan ejendom, er mennesker, der sætter pris på den historiske ejendom og dens omgivelser.
– Når man køber sådan en ejendom, er det jo, fordi man gerne vil have noget liebhaveri. Man køber det af kærlighed til ejendommen, og man får god fred og ro i omgivelser, der ikke nødvendigvis er topmoderne.
Derfor er det nok ikke det helt unge publikum, der er interesseret i ejendommen.
– Det er nok ikke førstegangskøberne, ejendommen henvender sig til. Jeg tror, at det kunne være noget for en familie eller måske endda nogle, der har børn, der er flyttet hjemmefra. Det er nok mest et voksent publikum, sådan en ejendom henvender sig til, fortæller Evald Borup.
Det er også muligt at gøre Gudumlund Hovedgård til sit sommerhus. Det er nemlig ikke bopælspligt.
– Det er en skovejendom, så der er ikke bopælspligt. Man kunne derfor i princippet også købe ejendommen som et sommerhus, fortæller Evald Borup.
Herregården har allerede vækket interessen hos nogle, men den er altså stadig til salg.
– Vi havde åbent hus i søndags, hvor der var tre henvendelser. Det var øsende regnvejr, så det endte med, at der kun var en enkelt, der dukkede op, fortæller Evald Borup.